Vi sang saa høit om Nordens Taarne trende;
Syng nu om Nordens Kvinder, syng om hende,
Hvis Arm var Barnets Vugge,
Hvis Favn var Drengens Borg,
Hvis Øie var et Havdyb
For al hans Hjertesorg!
Moders Smil var min første Gave,
Hendes Blik lærte mig at stave
Kjærlighed.
Syng høit om Nordens Kvinder, syng om hende,
Som bedst forstaaer din Arnes Ild at tænde;
Den Viv som duger Bordet
Med rene Tankers Snee,
Som gjør din Glæde dobbelt
Og halv din værste Vee:
Hendes Haand spandt din bedste Lykke,
Du og Hun dele Sol og Skygge,
Haand i Haand.
Ja syng om Nordens Kvinder, syng om hende,
Som bedst forstaaer en Seierskrands at binde;
Som sømmer gyldne Sømme
Om Ungersvendens Flag,
Som fletter vore Drømme
Med Sol og Sommerdag:
Hendes Kind rødmer dig imøde,
Hendes Røst kalder fra de Døde
Haab og Mod.
Om Hende sang Alverdens Sagn og Skrifter,
Thi Hun var Helt for tusinde Bedrifter;
Ja Ungersvendens Villie
Er Nordens faste Muur,
Saalænge som hans Hjerte
Er hendes Jomfrubuur!
Der hun boer, hvor om lyse Tanker
Længsel snoer lønligt sine Ranker,
Der hun boer!