Tre Fyr i høje Nord er sat
til Værn mod Skjær og Taage,
de skal i Mulm og Vinternat
om unge Skuder vaage!
De lyse over Aandens Strand,
selv tændte fra det Høje,
for hver som vil og hver som kan
et Tankens Havdyb pløje.
Det ældste, fra ærværdigt Mos,
med store Navne glinser!
Det yngste har alt Ry og Ros
for gode, stærke Lindser!
Det tredje, rejst som Fjendebo,
men nær til Danmark bundet,
har med Tegner lagt Straalebro
tværs over Øresundet!
Og som naar Vintrens sidste Gys
for Vaarens Pust sig taber,
Fjeld fyrren sætter nye Lys
i gammel Kandelaber, —
har altid yngre Slægters Kraft
fornyet Aandens Flammer
i samme Lejer, de har havt,
og i de gamle Rammer.
De Taarne tre, dem allen Stund
med Drotten Folket værned,
de stande fast, paa Sandheds Grund,
af Himlens Lys omstjerned!
De knejse frit med stærke Blus,
og øge Lysets Styrke,
til fjerne Odders Bjælkehus
er revet ud af Mørke!