Der var engang i Fyrrerne en Skomagersvend, en dansk,
men halvvejs gaaet hen og bleven udenlandsk.
Vel havde han kun fra Haanden til Munden,
dog havde han fægtet sig ned til Brunnen
— havde syet sig frem og flikket sig frem,
havde stolpet tilfods med sin Ziegenhainer,
med solskoldet Hud og nok af Fregner —
og vilde nu gjerne vende Næsen hjem.
Paa Mønt var han lens, og Værten skyldte han,
dog trøstig sin Randsel, sin Fellejsen fyldte han;
han havde jo ved Haand sit Reservefond,
sin Femdalerseddel, den dyre Skat,
han havde vogtet ved Dag og Nat —
den hans gamle Moster med eget Savn
havde givet ham med fra Kjøbenhavn.
Dér laa den i Inderlommen paa Bunden,
hvor den havde sin Plads
hos Vandrebog og Pas —
nu præsentered han den i Brunnen.
Men hvilken Forfærdelse —
og hos disse Schweizere hvilken Forhærdelse!
Hvor han stønner og puster
den arme Schuster,
da han mærker nu,
at Ingen vil give ham saameget som en sous
for det dyre Papir —
at det Ingenting vejer,
trods al »Valuta som Banken ejer«!
»Kan I see, den er ægte!« raaber han endelig —
»Seer I Vandmærket her,
og Femtallet dér!«
Men Sedlen er lige uanvendelig.
At saadan en Summa, hele hans Eje!
en Maaneds Løn! og et Halvaars Leje —
at den Seddel, der skulde ham hjælpe afsted
til Bi-Ba-Basel, ja til Heidelberg med —
hele fem af dem,
hvis Hændelser Peter Andreas beskriver —
at saadan en kun en Papirslap bliver,
det er uhørt og saare beklageligt,
højst ubehageligt.
Dog bi —
han ta’r sit Parti.
Herefter hver Middag, naar Dampskibet kommer,
staar han med sine tomme Lommer
ved Broen og raaber paa godt Kjøbenhavnsk:
»Vil Ingen være saa god, saa ædel,
at bytte mig en Femdalerseddel?«
Men hans Publikum smiler kun — eller maaber.
Bag alle de høje Bjerges Mur
han føler sig som i et Fangebur.
Naar Sneen blinker fra Uris Kam,
synes han just, den griner ad ham —
og det er en Skam!
Og seer han de grønne Bølger spille,
synes han, ogsaa de vil drille,
som raabte de: hertil og ikke længer
— ja det er, som sad han bag Jern-Stænger.
Frakken maa gives i Pant for Føden —
dog bliver han ved med sin Udraaber-Dont,
og spejder som Héro ved Hellespont,
ihærdig og ufortrøden.
Tilsidst — en skjønne Dag — da igjen
den fortvivlede Svend
rykker frem med sit Spørgsmaal det kjendte, gamle,
(hvortil meer og meer sit Mod han maa samle),
og for tyvende Gang under Damppibens Hvin
og Dragernes Grin
stiller sin vante Interpellation:
Vil ingen af Herrerne være saa ædel
at bytte mig en Femdalerseddel?
er der En, som vifter med Hatten:
Hej Landsmand — jeg bytter Dig hele Klatten!
ja som, i Betragtning af Landsmandsskabet,
rigelig erstatter ham Tabet —
og inden Vinter, trods Slid og Savn,
er han velbeholden i Kjøbenhavn.
Men hvor dog denne Skomagersvend
— ja ej Personen,
men Situationen —
paa mange Maader gaar igjen!
— ja næsten hvorsomhelst han kom
en Smule udenfor sit Hjemlands Grænser —
han med sin Skat af søde Fugletoner,
der kunde fryde Millioner —
hvem mon ham ændser,
ham og hans Papirer,
selv dem der smykked er med Hjort-Gevirer?
Han har sin rige, klingre Sanger-Fedel
— men hvem vil bytte ham hans danske Seddel?
— Og hvor man finder
i vore Dage nok af Mænd og Kvinder,
der gjemme paa et honorabelt Fond
af Kjærlighed, af Følelse, af Aand,
men gaa omkring dermed, som om
de ejed lutter Fattigdom —
fordi den Landsmand eller Landsmandinde
(den rette Mand, den rette Kvinde),
der kan i Lykke sætte Summen om,
end ikke kom!
— Men omvendt er der ganske vist,
her i Udlændighedens korte Frist,
Papirer nok, der som Valuta gjælder
af Ære, Visdom, Kunst etcetera,
som Tiden meer og meer vil trække fra,
og som vil blive rene Bagateller,
saa Ejeren om ikke længe
vil staa med lutter tomme Lommer,
— ja som, naar Baaden kommer,
vil knap forslaa til Charons Færgepenge.