Luften paa de svale Lider
mellem Alpefyrr og Lerk
stundum skarpt i Øjet svider,
men den er saa reen og stærk —
ej som Gydens Dunst dernede,
tusind Sygdoms-Kimers lumre Rede.
Første Dagen Du skal vanke
af en Gletscher-Bæk ombrust,
vil dit Hjerte heftigt banke
under Bræens kolde Pust;
men naar Lungen dertil vænnes
mere dybt vil Aandedraget kjendes.
Synker Du i Knæ, Du retter
dem igjen som fjedret Staal,
og Du bæres, og Du sætter
altid højere dit Maal —
og Du mærker længe efter,
hvordan Fjeldets Luft Dig laante Kræfter.
— Saadan gjemmes der i Sorgen,
selv ved Gravens trange Bred,
dog en Bærekraft forborgen,
skjøndt den først os knuger ned!
Var det Sorg som kom fra oven,
har den Reenheds Pust som Alpeskoven.
Maa dit Øje Taaren dugge,
banker stærkt dit Hjertes Slag,
fødes vil af dybe Sukke
Bønnens dybe Aandedrag!
Og Guds Himmel vil sig højne,
og hans Fader-Tanker vil Du øjne.
Døgnets Lyst og Døgnets Vaande
blive da saa dværgesmaa —
bedre Luft der er at aande,
bedre Vandre-Maal at naae!
End mod høje, lyse Tinder
fra Gethsemane sig Stien vinder.