Toner, I som mægtig svulme
og faaer Taaren til at rinde,
lægge Mildhed om den Blinde,
og de bittre Smerter dulme;
Toner, I som mellem Grave
løfte Savnet mod Guds Himmel, —
I er vist den Fuglevrimmel,
som var med i Edens Have!
Fra den grønne Palmes Krone
sødt I sang for Mand og Kvinde;
først da Sukket lød derinde,
lød den første Vemodstone.
Og paa Brødens mørke Aften
fløj I med og delte Skammen,
og I skifted Fuglehammen,
men ej Røsten eller Kraften.
Hver Gang Luftens Strømme gynge,
og dens lette Bølger bruse,
det er Vingerne, der suse,
det er Toner, der vil synge!
Og naar Støvet i sin Trængsel
finder Edens Gitter lukket,
er det Jer, der løsne Sukket,
Jer, der tolke Sjælens Længsel!
Men en Gang i Naadens Sale
skal I vel, med nyfødt Vinge,
om Guds Trone Eder svinge
og de Salige husvale.