I.
Den havde svunget hvasse Sværd,
den lille gjæve Schweizerhær;
det havde kæmpet mod Burgund,
det unge Schweiz, saa kjærnesundt, —
et Folk, født op i Farens Skjød
med Sætermælk og Barkebrød,
født op ved Friheds friske Elv,
med tung Forstand paa Ordet »Skjælv!«
Mod lejet Hær stod frie Mænd,
men Hyrde tidt mod Riddersvend;
og Vadmel mod en Pantsersærk,
og Køllen mod Kartoven stærk.
De havde kæmpet En mod To,
men over Frygt slog Gudsfrygt Bro;
de havde kæmpet Dagen lang,
nu steg mod Himlen Sejerssang.
Nu klang mod Bjerget Uris Horn
saa alpefro som ej tilforn,
og Bonden faaer sin Stormhat fuld
af Rosenobler, Sølv og Guld.
De veje steenbesatte Sværd,
de tvistes orn, hvad det er værd;
de glemme fast i Sejrens Rus
at bringe Sejrens Bud til Hus.
II.
Der er en Svend i dette Lag,
hvor Kanden byder fulde Drag,
med Et han slænger Kruset hen, —
saa iler han til Høvdingen.
Han havde vundet om sit Bryst
en Bannerdug af Sejrens Høst;
selv var han ej af Silke han, —
en Vadmelskarl men heelt en Mand.
»Den som sig kjækt igjennem slog,
den som en fjendtlig Fane tog,
ham har I tilsagt jo, til Løn
at maatte komme med en Bøn, —
»det var saa stolt, fra Fjendens Lejr
mit Hjem at bringe Bud om Sejr!
Maa jeg vel være Budet?« — Ja!
— I samme Nu han er derfra.
Han hører ikke Hornets Vink,
han seer ej Murtensøens Blink,
han glemmer Vunden i sit Bryst, —
kun frem mod Freiburg, frem mod Øst!
Frem gik det som med Vingeslag, —
o hvem der dog var Fugl idag!
Hvor Andre gik, var han i Løb;
han var i Spring, hvor Andre krøb.
De vaade Grene slog hans Kind,
da Krattets Gjenvej han slog ind;
en Torn sig i hans Ankel jog, —
han følte kun hvor Hjertet slog.
Nu var han ved den brede Vej,
af Leer og Skarn en Æltedejg,
men som af Krat en Hjorts Gevir
steg snart af Dalen Freiburgs Spir.
Et Kog af Sved om Panden stod,
men dette Syn gav dobbelt Mod:
Til Dalens Bund ad stejle Sti
han stormed, Gederne forbi.
III.
I Freiburg ender man sin Dag,
man venter men man frygter Slag.
Man stænger Boden indenfra,
men Angsten kryber ind endda.
I Kirken, som sin hugne Pragt
har end saa kry mod Skyen rakt,
dèr messes travlt om Landefred,
men Angsten læser Messen med.
Saa flokker sig en broget Ring
om Gadestevnets Kildespring;
men Angsten melder sig paastand,
og Hertug Carl er Bussemand.
Da slog til Lyd en Gubbe graa:
»Hvad Ammesnak jeg høre maa!
Schweiz er Burgund for haard en Bid, —
I glemmer Tell og Winkelried!
»En Schweizer stoler først paa Gud,
saa paa sig selv og paa sit Skud;
dø kan han, men han flygter ej, —
og for min Walther svarer jeg!«
Just som han taler Modets Ord,
en Bæven gjennem Alle foer:
Er det et Blændværk, er det ham?
Dèr er din Walther, fly’t med Skam!
Den Gamle blegner som en Død,
han stirrer ud i Solen rød,
mens hele Skaren stum og lam
har sine Øjne vendt mod ham, —
mod ham, som sætter frem i Løb,
som er i Spring, hvor Andre krøb, —
som nu fra Strømmens vaade Steen
højt vinker med en Lindegreen!
Hans Hastværk er en Flygtnings Hast,
en Helts — det stolte Hovedkast,
en Lykkeligs — det Smil, hvormed
han staar paa Strømmens østre Bred.
»Sejr, Sejr! og taget Fjendens Lejr!«
Og anden Gang han stønner »Sejr!«
Endnu et »Sejr!« fra Læben kom,
det hvisked han, — saa sank han om.
Bag Silken rød end mere rødt
hans Vunde havde lønlig blødt,
og mens han løb med Sejrens Bud,
løb med hans Blod hans Livskraft ud.
Et Hav af Jubel bølged frem,
det var jo Sejr for Land og Hjem,
men som engang det røde Hav
den veg, den stivnede, den taug.
Den Gamle, han hvis Tab var størst,
den Gamle tog tilorde først:
»Tak Ham, som vore Fjender slog,
tak Gud, som baade gav og tog!
»Drag Kvisten af den kolde Haand,
og plant saa her den friske Vaand!
Da skal engang en mægtig Lind
fortælle om hans Schweizersind!
»Da skal fra Løvets Tunger smaa
hver Vaar om ham en Hvisken gaa,
mens Fuglesangen klinger blødt,
og Lindeblomsten dufter sødt,
»og lære Jer den Heltelyst,
med aaben Vunde i dit Bryst,
naar Mørket om din Sjæl slaar Lejr,
at gaa herfra med Raabet Sejr!«