Jeg laa paa den grønne Matte,
nær Fyrreskovens Bryn,
jeg saae de skiftende Aldre
i et og samme Syn:
Hvor taus, med ludende Pande,
den Snefjeldsgubbe stod,
saae jeg de springende Vande
i Skovens Manddom blande
sit lystige Ungdomsmod.
Hvor gjerne vilde jeg dele
af al den Skjønhed ud
til dem, som haardt maa trælle,
og tro sig glemt af Gud!
Hvor gjerne vilde jeg lede
den Sundhedsfylde ind
i mangen en ussel Rede,
hvor fugtig Kuld eller Hede
gjør gusten Barnets Kind.
Ja de som stuves derhjemme
fra Kvist til Kjælderens Hul,
de skulde herop paa Bjerget,
og vaske sig for Kul!
og løsne Lungernes Skimmel
i Græssets krydrede Duft,
og see denne Blomstervrimmel,
og komme lidt nær Guds Himmel
i Alperosens Luft!
Og de, som daglig maa døje
Maskinens snurrende Gang,
de skulde ha’e Lov at høre
en Bjergstrøms brusende Sang!
De skulde ha’e Lov at følge
det sælsomt vexlende Spil,
dens Fald, dens Krumninger vilde,
heelt op, hvor Strømmen er Kilde,
heelt op, hvor Floden blev til.
Men alle de bange Hjerter
og alle de syge Sind,
dem vilde jeg trøstig vise
et Højfjelds straalende Tind!
De skulde ved Solbjerg skue
det skumle knugende Fjeld
mod Himlens lysende Bue
i vilde Rosers Lue,
i gyldne Straalevæld!
Da skulde de see det Tunge
i gjennemsigtigt Skjær,
og see det Mørke lyse,
og see det Fjerne nær, —
og Haab skulde atter fødes
i Sjælens dybe Grund,
og lyse Minder mødes
i slig en Aftenrødes
forjættelsesrige Stund!