Fjeld og Dal
Norges Ungdom tilegnet
Norges Ungdom tilegnet
Fjeld og Dal er Mand og Kvinde!
Tusind blanke Baand dem binde,
knytte Bræ til grønne Vang.
Meer og meer de sammenleves, —
lad dem sjunge, lad dem steves
en højstemt Vexelsang!
Fjeldet.
Mig kan Ingen overmande!
Jeg staar fast, med oprejst Pande,
er jeg gammel end og gold!
Isen er mit blanke Pantser,
Fon og Snestorm mine Lanser,
og jeg trænger ej til Skjold!
Dalen.
Va’r da vel paa mine Bønner:
Skjærm de Døttre, værg de Sønner,
som blev til i Dalens Skjød!
Din er Kraften, min er Varmen,
jeg har vugget dem paa Armen,
mig de ligget har ved Barmen,
før jeg gav dem dagligt Brød!
Fjeldet.
Det var mig, der lærte Gutten
dristig Villen, rask Beslutten,
Farens Leg i Ny og Næ!
sikkre Trin paa Maristier,
rappe Kast paa grønne Lier,
mens han hang mig end paa Knæ!
Dalen.
Det var mig, der lærte Jenten
bie tyst, i stille Venten
paa den birkelyse Vaar,
og mens Elven tumled Stokken,
lærte hende træde Rokken,
lærte hende flette Lokken,
blommed hendes gule Haar.
Jeg har sjunget hende Viser,
Kvad om alle fagre Diser,
under Birkens Jomfruslør;
gav dem Elvens Blink i Øje,
Sneens kyske Lin bag Trøje,
lærte dem itide bøje
Nakken under Kirkedør.
Fjeldet.
Jeg har rakt dem Somrens Glæde,
Sæterliv og Dronningsæde
hos de gyldenrøde Bær!
Dalen.
Ja, men Vaarens Triller ømme,
Høstens maanelyse Drømme,
Julefart paa frosne Strømme!
al den Fryd min Gave er.
Fjeldet.
Hvem har slynget Skjær og Holme
ud i Nordenhavets Mulme?
Det var Kjød og Been af Mit!
For at lokke, for at drage
Fjeldets Søn, tilhavs at tage
paa de lange Bølgeridt!
Dalen.
Du! Ja Du var selv den Haarde,
som jog Sønnerne af Gaarde, —
hvem har atter kaldt dem hjem?
Strakte jeg mig ej mod Norden,
taus mod al din Vredestorden,
rakte jeg mig ej mod Fjorden,
for paany at vinke dem?
Lod jeg ikke Luften blidnes,
lod jeg ikke Hæggen hvidnes
for at dufte dem imod?
Gav jeg ej i Vestens Vige
som et lille Sydens Rige,
at de bedre skulde hige
mod den Strand, som de forlod?
Naar de rev sig fra mit Hjerte, —
gav jeg efter for min Smerte?
Blev jeg veg i al min Vee?
Sang og Fele lod jeg røre,
mens mig Barmen laa i Snøre;
hvisked Mø og Viv i Øre:
Læg din Længsel under Snee!
Fjeldet.
Kvindeprat og Taareskvalder!
»Viking« vore Sønner kalder,
al vor Storhed kom fra Hav!
Men hos mig de prøved Pilen,
hvæssed mod min Skulder Bilen,
før de Skuden fik i Trav.
Dalen.
Du var altid barsk og sturen!
Du gav altid Svar paa Luren,
og lod Bavnen holde Dom!
Fjeldet.
Hvem gav Sigurd Heltekransen?
Dalen.
Hvem gav Eisten Hjemmesansen?
Fjeldet.
Hvem gav Olaf Helgenglansen?
Dalen.
Det var vi nok begge om!
Det var mig, der under Birke
stavsat fik den første Kirke,
bar den første Klokkeklang:
fik alt flere Svar tilbage,
blandede med Trostens Klage;
væved saa en Olafs-Sage,
fuld af Kors og Psalmesang!
Fjeldet.
Jeg har blandet Gny i Psalmen,
Sværdestaal i Klokkemalmen,
jeg var med ved Stiklestad!
Dalen.
Du med dine Hedninghunde
maatte dog mod Korset stunde!
Blodet lod dem ikke blunde,
Kjærlighed tog Væxt af Had.
Fjeldet.
Gjem kun dine Klokkerøster!
Skredets Bragen mig forlyster,
ellers er min Højtid stum!
Men naar Sol paa Bræen blinker,
er det mig, der Stjernen vinker
i det øde Himmelrum!