Den Vældige, hvis Almagts-Haand
har tændt de tusind Sole,
har flettet Lysets Straalebaand,
og tvættet Liljens Kjole —
den Gud, som byder saa det skeer,
hvis Øje gjennem Mulmet seer,
han er den evig samme,
som tændte i et Kar af Leer
en Gnist af Aandens Flamme.
Og den Naturens stærke Gud,
som Jord og Maane kobler,
hvis Mund har aandet Verdner ud
som Barnet Sæbebobler —
ham er det, som i Mandens Bryst
har lagt et Ekko af sin Røst,
han er den evig samme,
for hvem hver Sjæl fra Støvets Kyst
sig skjule maa og skamme.
Og han, hvis sidste store Dom
er som et Fjeldskreds Knusen,
ham er det, som til Horeb kom
i Aandens stille Susen!
Ja den Samvittighedens Gud,
som skrev i Steen sit strænge Bud,
han er den evig samme,
som podet har sit Rosenskud
paa Adams Tjørnestamme.
Og ej er Han, som gav os Fred,
fra Skaberen forskjellig;
den Gud, hvis Dyb er Kjærlighed,
retfærdig er og hellig;
men naar hans Lov om Sæd og Høst
vil skræmme Haabet af mit Bryst,
og knusende mig ramme,
har Naadens Gud en Sæd til Trøst,
thi han — han er den samme.