Christian Richardt (1831–92)

    Aldrig din higende Attraa Du stiller,

                    Menneske-Aand!

    Altid mod Livets og Skabningens Kilder

                    bøjes din Vaand!

    Skal Du end stride og lide og savne,

    — granske din Tue og trænge bag Sky,

    det var din Tørst, fra ved Dagenes Gry

    Adam gav Dyrene Navne!

Fiskerdrengen leger ved salten Vesterhav;

dér finder han i Sandet det vaade, blanke Rav.

»Har Brændingen Dig baaret paa sin stormende

Flugt? »Har Solstraalen modnet din gyldengule Frugt?«

— Og Bølgen kommer skummende med stigende Flod;

den sprøjter om hans Fod, —

men paa hans Spørgsmaal kan den ikke svare.

Ørkenpigen stirrer fra Teltets lette Dør:

»Hvor langt er I vel borte, I Blink i Nattens Slør?

»Du store, hvide Maane, hvor vandrer Du i Løn?

»Naar tømmer Du vel atter din lyse Straalebrønd?«

— Og Palmetoppen hvisker, og Kilden stemmer i

sin vante Melodi, —

men hendes Spørgsmaal kan de ej besvare.

Alpeskytten plukker en Blomst saa fin og skjær:

»Hvad hedde dine Aner, og blaaner Du kun her?«

Og Blikket farer frem over Gletscherens Hav:

»Hvem stivned disse Bølger som med en Mosestav?«

— Ned ruller da Lavinen i sit dampende Skrud;

den svarer paa hans Skud, —

men paa hans Spørgsmaal kan den ikke svare.

            Saa voxe tusind Spørgsmaal

            som Ax af Agerjord;

            mens andre er i Knoppen,

            som under Havrestubben

            den grønne Kløverflor.

            Og dybt i Sjælens Grunde

            de stærke Længsler blunde,

            som lønligt under Bøg og El

            de klare Kildevæld.

Men, vil Du have Svar, da spørg Dig først:

hvad var din Længsel? hvilken var din Tørst?

mod hvad Art Sandhed higed’ Sjælens Kræfter?

Thi var det den, Pilatus spurgte efter

i raadløs Tvivlen — har Du ikke spurgt

om Tyngdeloven, men om det, der tynger!

og ej om Stjernens, men om Frelsens Veje!

og ej om Verdens underfulde Ror,

den Kraft, der holder Jorden ret i Løbet,

men om den Forsyns-Haand, der styrer Roret —

gaa med din Længsel da til Bethlehem,

hvor der er Rum til fler’ end Østens Vise!

Thi, om Du kunde høre Græsset gro,

og skifte Løndomsord med fjerne Kloder,

Du kjøbte Dig dog ej en Times Fred!

Men, var det ej dit Hjertes Savn, som spurgte,

— saa’ Du Dig om i Verdens tusind Riger,

og raabte: Lys! da tænd kun trøstig Faklen

ved Altrene i Videnskabens Tempel,

hvis Ild er ikke som Promethevs-Gnisten

et Ran fra Himlen, men en Himlens Gave,

Glimt af hans Lys, som raabte først: Bliv Lys!

Ja grib kun Kjerten, tag en kyndig Fører,

far op mod Mælkevejens Taagestjerner,

stig ned til Tungemaals og Slægters Vugger,

ud i Naturens, ind i Tankens Løndom —

vær med i Kampen mellem Aand og Aand,

hvor end i Luften, som i Hunnerslaget,

de længst Henfarnes Aander kæmpe med:

højt skal Du undres, henrykt skal Du takke!

thi Du skal see, at al den Kundskabs-Mønt,

som glider daglig mellem Folkets Hænder,

— fra Smaafolks Penning, til den Vises Guld —

fik Præg og Lød i Videnskabens Digel!

Ja, som til Farten over Land og Fjeld,

saa til vor Tale, til vort Tankesæt,

blev Skinne-Vejen lagt fra Gransker-Cellen;

selv Kunstens underfulde Billed-Verden

har faaet Lys og Vink fra samme Værksted.

Og, hvordan end i Jordskjælv Riger brage, —

der er et Broderskab af mange Slægter,

af mange Folk og mange Tungemaal,

som skræmmes ej af Tidens Bølgeslag,

men bygger som Korallen tyst sin Bygning,

og vider stadig ud vor Videns Lande;

en Fredens Hær, hvis Arbejd spired’ frem

ved Nilens Bred og paa Chaldæas Sletter,

men holdt sin Høst i Akademos’ Lunde;

en Flok af Søgende, en stille Skare,

— skjøndt altid spydberedt paa Aandens Vidder —

som efter Gotekamp og Folkeblanding

fik Natte-Ly til Laans bag Klostermuren,

til de fik egne Hjem, — af Munkesteen.

Men da Hellener-Toget gik paa Vandring,

og da med Luther Tanken kasted Kutten,

da Aand og Vidskab lig en Bøgeknop

fik sprængt sit Svøb af runkne Pergamenter,

sprang ud og svulmed’ i sin Friheds Foraar:

da rejstes trindt om Lande Lærdoms-Haller, —

i Danmark ved de lyse Nætters Tid!

Ja, som fra Delphis Trefod Svaret toned’,

er end hver Videnskab en Pythia,

en Aandens Mø, en Helligdoms-Præstinde,

som bringer Menneskene Gudens Svar —

fra Lyset! ej fra Delphis Taagedampe.

Og, synes stundum Svar mod Svar at glamme,

— see til, om og de svare paa det samme!

        Thi hver fik eget Kald og Kaar,

        sin Væv at slaa, sin Traad at klare,

        Sit at forstaa, Sit at erfare,

        saa langt vor Videns Grænse naa’r.

        Men søsterligt sig Kransen binder,

        thi alle blev de Tjenerinder

        i samme Sandheds Tempelgaard.