Hvor hun dog iaftes silde
taus og henrykt lytted til
Nattergalens Elskovstrille,
Lundens søde Fløjtespil!
Hun vil skue den ved Dagen,
og hun spejder i dens Skjul:
»Var af den jeg saa betagen?
Hvilken uansee’lig Fugl!
Hvilke graa, beskedne Fjere,
til saa dragende en Røst!
Jævn og simpel — ikke mere,
kun et mægtigt Sangerbryst!«
Gaa derud i Aften Kjære,
fryd Dig atter ved dens Sang!
Men lad Elskovs Sanger være
helst i Skygge Dagen lang!