Christian Richardt (1831–92)

Skjærsommerdagen lys og god,

da som et stensat Væld i Skoven

vor Frihed fik sit Hegn i Loven —

os flokker om din Trones Fod;

thi blankt og rigt er Kildespejlet —

Kong Fredriks Værk har Du beseglet,

og værnet Vældets Overflod.

Og ligger end ved Alfarvej

foruden Slaa vor Moders Hytte

— og stredes der til liden Nytte

i Folkets Raad fra Høst til Maj

— og drak vi ej af Frihed Styrke,

men skabte os en kunstig Tørke

— o Konge! Din var Skylden ej.

Din Trofasthed vi lide paa!

Som stridige og skilte Grene

i Bøgens Krone sig forene

— i Tak til Dig vi mødes maa!

Din Trones Reenhed er vor Ære!

Dit Retsind skal din Bauta være,

din Hjertensgodhed mod de Smaal

Og som dit skjønne Kongeflag

er Eet trods sine deelte Flige,

saa favner Du det hele Rige

trods Folkets deelte Hjerteslag —

men gid Du maatte snarlig skue

eendrægtig Folkehjertet lue

for din og vor og Danmarks Sag!