I. For Universitetet
(Ved et Studenter-Jubilæum).
(Ved et Studenter-Jubilæum).
Højskole hist, hvor som dunede Russer
Vildskab og Venskab og artige Pudser
mellem hinanden vi frejdigen drev!
Har Du end Fjender — i os har Du Venner —
fjernt paa vor Livsstrøm med Tak vi erkjender
Lys-Søjlens Varsko mod mange Slags Rev!
Skød vi end fra os en Slump af det Lærte,
maatte ved Altret vi tænde den Kjerte,
som skulde retlede Viljernes Spor —
mangefold Kundskab Du gav os i Eje!
Kunsten at tænke, at vælge og veje!
Bund for vor Virken, og Vagt om vort Ord!
Naa’de vi hverken til Sol eller Maane,
vedblev der Spørgsmaal i Fjernet at graane,
— lønnende Bjergstier tidt vi dog gik!
Løfted vi blev over Hverdagens Tale,
Sagnets og Sprogets og Tænkningens Dale
lagde sig frem for vort undrende Blik.
Skjønne var Vidskabens skovklædte Toppe,
herlige Timer vi havde deroppe,
vidtstrakte Syner og styrkende Luft!
Henfarne Tider kom nærmere Øjet,
satte sit Skjel mellem levet og løjet —
Tusindaars-Blomster fik Farve og Duft.
— I, som os vared for svimlende Veje,
I, som os fuldmoden Frugt gav i Eje,
Eder vi takke for Tankernes Tugt!
Højskolens Ørn, som mod Lysene skuer,
løft dine Vinger, i hvad der end truer,
aldrig Du standse din fribaarne Flugt!
Efterskrift.
Vingede Ørn med dit »adspicit lucem!«
(kjære Geheimraad, see det var Latin!) —
Dig vil vi takke ved funklende Vin!
Hjælp vore Sønner at knække hver nucem,
vrage det Falske med aandelig Sans —
»Adspicit lucem!« det straale med Glans!