II. Til hans Jordefærd
11. Decbr. 1886.
11. Decbr. 1886.
Din Ungdom var straalende Lune!
Din Manddom fik dybere Rune!
Dit Dagværk var Retsind og Snille!
Dit Hjem som en Fredskovens Kilde!
Hvi sluktes alt Smilet det kjække,
der lyste bag Ungdommens Vægge?
Du var for saa Mange saa meget,
hvis Vel og hvis Vee blev dit eget.
Ak, Daarskab og Vantro at spørge —
med Haab og i Tro vil vi sørge,
saa Klagen i Lovsang fortones,
og Christus som Livskongen krones!
Ham fandt Du i strængeste Dage,
Han stilled din dybeste Klage,
Han fulgte Dig ind i din Lykke —
hans Kors skal din Gravtue smykke.
— Dig, levende Gud, være Ære!
Du trøste hans Viv og han Kjære!
Os Alle Du sanke til Møde,
hvor Evigheds-Roserne gløde!