Christian Richardt (1831–92)

Før Stormen slog sit Jævndøgns-Slag,

en stille, mild September-Dag

han kaldtes bort fra Jorden, —

og i hans Livs September-Tid,

før Foden tung, før Lokken hvid,

før Tanken træt var vorden.

Med Hjertens Tak vi mindes vil

hans varme Øjes Straalespil,

hans Skikkelse den ranke;

hans sunde Dom, hans aabne Sans,

hver fuldendt slynget Ordets Krans,

hver klar, fribaaren Tanke!

Fuldt moden var hans Arbejds Frugt.

Men selv han under Aandens Tugt

tog Væxt af Livets Dage:

I Mildhed, Kjærlighed og Fred,

i dem han voxte, og blev ved,

til Høsten kom saa fage.

Lad Sang da tone fuld og reen,

lad kun om Baaren Indiens Green

med danske Roser blandes!

Thi Sang og Kunst han elsked varmt,

og intet Blomster var for armt

til af hans Haand at vandes.

Men først og sidst skal Korsets Ord

og Evangeliets Frydekor

faae lyde om hans Kiste, —

thi trofast mod sin Moders Tro

han traadte Troens Barnesko,

og bar den til det Sidste.

— Opstandne Herre, Jesus Christ,

paa Dig han haabed fuldt og vist,

oplad til Tak hans Tunge!

Kald for din Frelserfod ham frem, —

og fyld med Fred vort tomme Hjem,

lær Lovsang os at sjunge!