Gak ud i Skovens Hal, betragt dens Stammer!
Hvor højst forskjelligt Kuld dens Jord end ammer,
hver enkelt gaar igjen i sine Dele:
hver Kvist, dit Øje saae,
afbilder i det Smaa
sin Stammes Hele.
See Bøgekvisten gjør sin Moder efter!
og Egens Green, hvor knudret, fuld af Kræfter!
og Granens Foraarsskud, hvor rankt et Spiger!
ja Green og Kvist og Naal,
hver mod sin Eenheds Maal
ustandset higer.
Og vi, — vil vi paa Christus være Grene,
og suge Kraft og Saft af ham alene,
og lade os i ham med Væxt velsigne,
da visselig vi maa,
om og kun i det Smaa,
vor Vinstok ligne.
Da maa vi højnes over Tidselvrimlen,
og med vor Mester løftes imod Himlen,
og villigt bindes op mod Korsets Planke,
og efter hans Natur
Guds Faderviljes Mur
med Lyst omranke.
Da skal det kjendes, vi blev Christi Grene!
Hvad vi saa var, hans Kraft har gjort os rene.
I ham og udaf ham vi Frugter bære:
de Druer hedde Fred,
Taalmod og Kjærlighed,
hans Navn til Ære.