Jeg dandser og dreier paa min Lire saa fro,
Og min lodne Ven gaaer paa Fire og paa To;
Men ei kan jeg glemme
De Bjerge derhjemme
Og Køerne, som kjendte min Stemme.
Og tidt maa jeg holde mit Øie paa Klem,
At ikke jeg skal synge mig Taarerne frem;
Thi hvor kan jeg smile,
Og hvor kan jeg hvile,
Naar jeg tænker paa de tusinde Mile!
O, vinder jeg tilbage til Bjergene blaae,
Hvor sødt, hvor sødt skal jeg sove paa Straa,
Og juble og tralle; —
Men skulde det falde,
Gud veed om jeg saa finder dem Alle!