Jeg danser og drejer paa min Lire saa fro,
og min lodne Ven gaar paa Fire og paa To;
men ej kan jeg glemme
de Bjerge derhjemme
og Køerne, som kjendte min Stemme.
Og tidt maa jeg holde mit Øje paa Klem,
at ikke jeg skal synge mig Taarerne frem:
Thi hvor kan jeg smile,
og hvor kan jeg hvile,
naar jeg tænker paa de tusinde Mile!
O, vinder jeg tilbage til Bjergene blaa,
hvor sødt, hvor sødt skal jeg hvile paa Straa,
og juble og tralle; —
men skulde det falde,
Gud veed om jeg saa finder dem Alle!