I Sommer var Skoven saa grøn, saa grøn,
og Kvidderen gik saa lunt iløn.
Da blæste Stormen sin vældige Lur,
det skjalv i den tætteste Blademur.
Og anden Gang han tog Luren fat,
da falmede Skovens grønne Hat.
Men tredje Gang, da sank hvert Løv,
og Bladene fløj i Slud og Støv.
Alt blev plyndret en Efteraarsnat,
nu holder Vintren sit Indtog brat.
Alt er saa koldt og tomt og øde,
mangen en Bøg blev dømt til Døde.
Hvor blev Du af, Du milde Sol?
Stormen har taget din Kongestol!
Blegnet er hver en Rosenblomme,
Somren er omme, Somren er omme!
— Men Fattigfolk prise Stormens Rov,
Lidt Brændsel de sanke til Husbehov.
Og Vintren, som er saa streng og haard,
den læger nok selv de slagne Saar.
Den kaster sin Kaabe, hvid og blød,
om hver en Vunde, som Stormen brød.
Lad Vintren kun være streng og haard,
der kommer engang saa lys en Vaar.
Det veed hvert eneste lille Frø:
»For ret at leve man først maa dø!«
Det veed hvert eneste lille Skud:
Engang raaber Solen: Spring ud, spring ud!
Eja, hvor bliver det sødt at see
den første Blomst i den sidste Snee!