Christian Richardt (1831–92)

Mig fryder ej den lyse Dag,

ej Skovens gyngende, grønne Tag,

ej Stjernen i det Høje;

thi Taarens evige Bølgeslag

forstenet har mit Øje.

Se Lundens Sanger gaar til Ro,

og Barnet sover fast og fro,

og alle Trætte senges:

Hos mig vil Søvnen ikke bo,

jeg lider og jeg længes.

En brusten Harpe er mit Sind,

der dirrer vildt for Nattens Vind

i brudte Melodier;

som dysser ikke Øjet ind,

og som dog aldrig tier.

Saa saare har jeg stridt og grædt,

mit Bryst har banket sig saa træt,

nu kan det ikke længer;

af Verdens Sminke er jeg mæt,

til Lægedom jeg trænger.

Guds hellige Engel, see herned,

vift med din Vinge Kjølighed,

kom styrk mig, sval mig, gjem mig!

Og faar jeg blot et Pust af Fred,

O Herre! kald saa hjem mig.

        I tusinde Solglimt,

        I puslende Smaa!

        som, klarende Vældet

        og rødnende Fjeldet

        og kantende Løvet

        og stribende Støvet,

        saa legende gaa;

        her er en Bedrøvet,

        som trøste I maa!

        I blinkende Vifter

        fra Solstraale-Kransen,

        I mister ej Varmen,

        I taber ej Glansen,

        om Guldet I drysse

        paa Liv eller Død!

        om Rosen, I kysse,

        er hvid eller rød!

        I jublende Fugle,

        som kvidre og slaa;

        I Klokker, som ringe,

        naar Knopperne springe,

        I Fløjter, som klage,

        naar Stormene jage,

        I vingede Smaa:

        Før snart I bortdrage,

        I fryde mig maa!

        Mit Bryst er en Rede,

        saa tom og saa stille,

        thi Haabet er fløjet

        med Tonerne milde;

        nu boer der en Ugle,

        som klynker saa haardt;

        syng op I smaa Fugle

        og jag hende bort!

        Og I mine Blomster,

        I hvide og blaa!

        som tjenende smykke

        den højeste Lykke;

        som, kransende Baaren,

        bedugges af Taaren,

        I duftende Smaa:

        Et Varsel om Vaaren

        I bringe mig maa!

        I søde Konvaller

        fra Skovenes Dybder,

        smaa Nonner fra Løvkirkens

        kjøleste Krypter:

        O smil mig imøde,

        Du duftende Snee!

        at Smilet kan døde

        min dybeste Vee.

Nej det spænder og det brænder

og det jager i mit Bryst,

og det hamrer og det jamrer

og det klager uden Trøst:

Altid savne, aldrig vinde,

ingensinde, ingensinde.

Ingen Taare skal man spore,

ingen Skygge skal man see;

uden Hvile vil jeg smile,

uden Lykke vil jeg lee;

men i Toner maa jeg græde

over al min døde Glæde.

Tause Strenge! I skal stænge,

I skal gittre for et Navn;

men hos Hende skal I brænde,

skal I sittre af mit Savn!

Altid savne, aldrig vinde —

ingensinde, ingensinde!