Du som bøjed mig i Støvet
Tak for Haab og Tak for Trøst!
var jeg allermest bedrøvet
lød det fra din Faderrøst:
hvad der syntes Vee og Vaade
var kun Skjul for idel Naade!
Og nu er Sløret faldet,
paany jeg er mig selv,
der bruser mig gjennem Blodet
saa frisk en Sundheds-Elv!
jeg kan sletikke sanse,
min Glæde gjør mig ør,
jeg kunde springe og danse
og juble som aldrig før!
Dog af al min Jubels Vildhed
stiger ydmyg Tak i Stilhed,
thi jeg veed det: Vee og Vaade
var kun Skjul for idel Naade!