Christian Richardt (1831–92)

Glemme maa vi vore Sange,

vi som knuges af en Slange,

saa det isner i vort Bryst;

glemme »dejligst Vang og Vænge«,

Fløjtens Lyd og Harpens Strenge,

til det atter bliver lyst.

Men hvad aldrig vi kan glemme,

er den stille Klagestemme

fra saamangen saaret Svend!

Var han Helt, saa skal det mindes,

har han Smerter, de maa lindes,

har han Savn, saa vær hans Ven!

Vi var trygge, han har vovet,

han holdt Vagt, mens vi har sovet,

han var nær, da vi var fjern!

Bar vi Vort af Jammers-Aaret, —

han har blødt, og han har baaret

i sit Bryst det kolde Jern.

Danmark selv er syg og saaret,

Foden lammet, Øjet taaret,

Haanden rækker efter Fred;

tør ej længer Luren gjalde, —

lad da Psalmetunger kalde

os til Kors og Kjærlighed!