Der fløjter en Solsort saa sødt, saa sødt —
hvad Glædeligt er vel den Lille mødt?
Den har seet det gravlagte Liv opstanden —
det jubler den ud under Himmelranden!
Der strøg et Pust over Steen og Stok —
den Luftning af Vaar var min Solsort nok!
Den har ikke vantro begjært at skue,
at stikke sit Næb i en grønnende Tue.
Og nu, under Paaskeklokkens Klang,
nu stemmer den dobbelt op sin Sang;
den ene gjør ej den anden til Skamme —
de synger egentlig om det Samme.