II. Tiggeri
(Til en Skizze af C. Bloch.)
(Til en Skizze af C. Bloch.)
Tommaso har idag havt med sig Lykken.
Han stod ved Osteriets aabne Kjøkken:
andægtig skotter han til Gryden,
med Velbehag han lytter til dens Syden,
fornemmer Duften,
der blander sig forførerisk i Luften!
han seer den trinde Maccaroni-Slange,
saa gul som Hør og dryppende af Smør,
slaa Bugter, rulle sig, og slingre
om Fru Padron’ens tykke Fingre!
han seer den — og han bliver viis
paa Slangens Magt i Paradis.
Men da Tommasos Mave og hans Lomme
er lige tomme,
saa stiller han sig hen foran den svedende
Padrona — taus, men med et Blik saa bedende,
saa hun kan ikke modstaa længer’,
men rækker ham den Slump, hvortil han trænger.
Tommaso han er ovenpaa,
og Fangsten allerede næsten nede —
da melder sig en Fyr, som og kan bede
og tigge saa det kan forslaa!
Som alle Velske
en Mester i at elske,
har Nero Lidenskab for Maccaronni,
mest for den Stump, Tommaso har sin Haand i
O Salighed, o hvem der kunde
faae fat blot i en lille Stump af Stumpen
(han vover ej en Drøm om hele Klumpen),
— lyksaligste af alle Hunde!
Gud veed, hvor længe han paa Spring har siddet,
med dette Blik, for Et kun smægtende,
og dog til Vanvid selvfornægtende —
ti Gange narrer Drengen ham for Bidet;
men føje ham er uundgaaeligt,
det Blik er altfor u-uimodstaaeligt!