Hvor Skoven dog er ung og frisk!
See, Bøgen dækker op sin Disk
Med grønne Kræmmerhuse;
Det unge Krat,
Har Fjer i Hat,
Og alle Bække bruse.
Skovbunden blinker blaat og hvidt,
Hvor Bien gjør en vims Visit
Hos Myren og hos Billen;
Og Sivet staaer
Og neier for
Sin unge Moder, Kilden.
Mariehøns i broget Ham
Sig sole hos en Hanekam,
Som de var i Familie;
I Dalens Ly
Fremtitter bly
Den søde Klokke-Lilie.
Og hist den alleryngste Snegl
Forsøger sig for fulde Seil,
Men krybe kan han ikke;
Det er for svært!
Han har kun lært
Det første Tag: at ligge.
Kun Bregnen staaer endnu forknyt,
Og krænger sine Vifter blødt,
Og synes fast at sove;
Den tænker paa
De Tider graae,
Da Bregnerne var Skove.
Og Egen trodser Vaarens Værk,
Og strækker sig saa muskelstærk,
Og veier sine Kræfter:
Smaa Bøgeskud
Spring I kun ud!
Jeg kommer lidt bagefter!
Med Fuglesangen gaaer det smaat,
Men Gjøgen i sit grønne Slot
Er kommen paa sin Hylde;
Utrættelig
Hun øver sig
Som Skovenes Sibylle.
Ja Alt er nyt og frisk og ungt!
Og hvem kan aande vintertungt
I disse lyse Telte,
Hvor Haabet staaer
Med Krands om Haar
Og broget Blomsterbelte!