»Foraar begynder«
1879.
1879.
Jeg længes efter Foraar!
Den Vinter er saa lang og haard, —
hvorfor vil ikke Solen
ham sætte Gyldenstolen
for Døren, saa han gaar!
Men Sneen griner, Vold ved Vold,
mens Brændestakken tømmes,
og Ovnen bliver kold.
Jeg længes efter Lærken!
Den fryser om sit Sangerbryst;
jeg veed den er derude, —
men bundet til sin Pude
den sparer paa sin Røst.
Dog er der Fleer end Lærken graa,
som i sin trange Rede
lod Sangen gaa istaa.
Jeg længes efter Stæren!
Den kjække Svend faldt og i Døs;
han tyst sig indemurer,
og trevent kukelurer —
han er saa arbejdsløs!
Men gid vor arbejdsløse Flok
ved Solvejr var saa flittig, —
da fik den Føden nok.
Jeg længes efter Gjøgen!
Thi Uhret kukker ganske rart, —
men tælle Lykkens Timer,
naar Vaarens Klokke kimer,
det har dog bedre Art.
Den ta’r sig Moderpligten let,
men gjør det af med Krybet,
og det er dog honnet.
Jeg længes efter Blomster!
Den kjære Julerose hvid
har været ene om’et,
mens Stormene har trommet
nu snart en evig Tid.
Og vel kom Vintergjækken frem,
men gjække just den vilde
med Vinter mere slem.
Jeg længes efter Spirer!
Thi Spiren, som mod Lyset vandt,
som rørtes under Mulde
trods Storm og Vinterkulde,
den er min Prædikant:
om Skaberkraft! om Fadertugt!
om Død og om Oprejsning!
om Liv og Livets Frugt!
— De Jævndøgns-Storme larme,
men Almanakken raaber: Vaar!
At Foraar nu begynder,
den dog med Rette spaar.
Thi Stormen er Begyndelsen,
og Vaaren kom ej uden den!
Lad storme da fra Østen, —
det er Johannes-Røsten
foran Velsignelsen!