Hvor Bjerg og Bølge knyttes
i grønne Vinløvs-Baand,
hvor Rom og Israel mødtes
og brødes, Aand mod Aand,
der sad i Tolder-Boden
Matthæus under Tjæld,
ej langt fra Jordan-Floden,
og nær ved Livets Væld.
Han seer paa Søens Flade
de hvide Sejl i Flok,
han har paa Bordets Plade
af blanke Ruller nok;
men dybt hans Hjerte grunder,
mens Læben bliver stum,
paa Israels store Under
her i Kapernaum.
Han stod bag Palmeviften,
og hørte Jesu Mund
uddybe Ørken-Skriften
og Salighedens Grund;
saa gav han sig i Lære
mod Jordens Sorg og Savn
hos Markens Liljehære,
hos Himlens Spurv og Ravn.
Matthæus’ Sjæl sig fryder,
da Herren gaar forbi!
»Kom, følg mig!« Røsten lyder, —
og flux han gjør sig fri:
han lader Sølvet skinne,
og følger Jesu Fjed, —
hvad Tab, om han kan vinde
Guds Riges dybe Fred!
— O Venner, I som bygge
i et Kapernaum,
hvor midt i Syndens Skygge
dog Jesus ejer Rum;
hvor Guld og Gammen blinker
fra mangen Offerlund, —
see dog, hvor Herren vinker
endnu i denne Stund!
Følg efter, naar Han kalder
ved Morgen eller Kveld!
I Ungdom eller Alder
sig Synd og Sorg Farvel!
Skal Vejen ogsaa vende
mod Urtegaarden ned,
følg ham til Verdens Ende,
til Lys og Liv og Fred!