Gjern Kane nu og Kjelke!
Thi Vintren stunder mod sin Grav —
en Snee med grønne Stilke
Han til Farvel os gav!
Af Vinterhvidt og Foraarsgrønt
er »Gjækkens« Draabe vældet —
paa Skjellet,
der passer den saa kjønt.
Hvor gaar det nu paa Marken?
Ja, er vi gjennem Storm og Slud,
som Noahs Dyr af Arken
vil Kvæget komme ud.
Kun Lammene bag Diget staa
alt under Haslens Rakler —
de Stakler,
de fryse vist, de Smaa!
Men Foraar Kysten prajer!
See Skorstenspiben hist og her
har for sin sorte Fejer
sin lille sorte Stær!
Og Storken snart os gjæste vil,
han kommer paa sin Aarsdag —
Skjærtorsdag!
Pas paa, det slaar vist til!
Og Viben flittigt tripper
i Agerreen paa tynde Been,
hvor nyfødt Græsset pipper
om Markens Kæmpesteen.
Ad gamle Minder blæser den,
den hilser dem med Piben —
Ja Viben
har mangen Følgesvend.
Den tørre, tørre Stengel,
der tegned til den visse Død,
blev rørt af Vaarens Engel,
og grønne Livstegn skød!
Mon de vil skyde friske Skud,
de tørre Ønskekviste —
o vidste
vi blot, at de sprang ud!
Men Foraar er i Luften,
og kraftigt vælder Lyset ud,
og blaa Violers Duften
er Haabets tyste Bud!
Og Lærken synger op som bedst,
den hilser fra sin Kupel
med Jubel
Opstandelsernes Fest!