Kalliope
→
Poets
→
Valdemar Rørdam
→
First lines
Valdemar Rørdam
(1872–1946)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Valdemar Rørdam on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Af Guld er den Krone drevet
Afrodite! Hvorfor hader
Aldrig, aldrig mer
Alpeviol! Du, hvis Aande paa Fjæld
Altså, forbi! Mon nu den bitre
At Porten gik op, var en Gave
Å nej, nu er En gammel. Om En endnu kan orke
Årene går. Alt bliver længe siden
Aa se mod Plankeværkets Tjærebrædder
B
Bestandig pudset og klædt på
Bliv — ej blot i min Ungdoms Vår
Blomster er altid en farlig Sag
Blæsten lægger sig mod Aften
Bryd, brus, brist
D
Danmarks Datter
Danmark vågner af Drømme
De mange Dage gled forbi
Den Flod har jeg mødt før iaften
Den fløj forbi, Anemonernes Vaar
Den franske Prinsesse Marie
Den friske, sunde Kampleg
Den grønne Vold, den grønne Vold
Den hvide Iris vælger jeg. En spinkel Hal
Den hvide Sne og den brune Hede
Den krydret-søde, stærke Duft
Den lille Enke fra Overdrevet
Den sidste Dag i det gamle Aar
Den sommerlige Grønning
Den yndige Evelyn Hope er død!
Der duftede Tjørn og Syrener
Der faldt et Skud i Skoven
Derfor elsker jeg dem de straalende Stjærner
Der gaar en Mand og pløjer sin Vaarsæds Vang
Der lå en Ørnerede
Der rasled en Kætting, der plasked et Anker
Der skinner Sol på Bovbjerg!
Der svømmer en hvid lille ensom Ø
Der var — der var en Sommer
Der vælter Lys fra Solen
Det dufter af Poplernes brunlige Løv
Det er den hellige Paaskenat
Det er den sorte Vinternat
Det er en Vintermorgenstund
Det er i den maaneskinslysende Nat
Det er Morgengry
Det er Rose og Lilje, det hvidt og rødt
Det var i et Land ved den brusende Sø
Det var stolt at være Konge
De ønsked mig hen dèr, hvor Peberet gror
Din Mund var som en Alterskaal
Drog Jer over dybe Floder
Du Blinde-Buk, du Lystens Selvbedrag
Du hvide slanke Vintergæk
Du ligger en Dag mod Solnedgang
Du løfte dig, min Sang
Du rejste. Siden veed jeg ej
Du Solskin over mine Drømmes Vover!
Du Strålebro fra Kvæld til Gry
Du stærke, varme Kærlighed
Du tvinger min Tunge til gode Ord
Du var hos mig i min Drøm
Du vågner en Morgen med bølgende Sind
E
Een Gang, ak ja, én Gang
Eet Ord profaneres for tit
Ej med Jærnbaand Frihed bindes
Elsker du Kvinderne?
Elsk mig ej for Gang og Dans
Elsk mig, ifald du må, for intet andet
En Aften i Maj
End et Kys, før alt vi mister!
Endnu en liden Lykke-Stund
En duggfrisk Vej fra hvedegyldne Agre
En enkelt Skjald har Syn for sligt
En køligt lysende Solfaldshimmel
En Lindeduft! — Helt op igennem Gaden
En lystig Blæst, en frisk Nordvest
En mælkeblaa Himmel med blaahvide Skyer
En Nat med klirrende Lygter og hvirvlende Sne
En snehvid, snehvid Due
En Svend var stævnet for Døden
En vindstille, vinterlig Nat
Er det dig, København? Du min Ungdoms By
Er det nu ogsaa rigtig sandt?
F
Fem Stedmodersblomster lig sorten Kul
Firdelte Kløverblad!
Fjeldet græder
For sent til Liv, for sent til Lyst
Fy for Skam da! Jeg har elsket
Først nys de lystige Haner gol
G
Gad vidst, du har følt, hvad jeg
Gamle Anders ved Fugleå
Gefion sang, og Ploven fured
Genlyd af gjaldende Jægerhorn
Glide let
God Morgen, Sol, så højt du står!
Grebet af Fryd såe jeg mig hastigt om
Gråsorte Bakker af Aske og Slagger
Gærne jeg fægted med Landsknægts Staal
Gå fra mig, hvis du må. Jeg veed, jeg står
Gå, glade Rose, gå og vind
H
Har Elskov eller Fattigdom
Hejda, hvor det skyller ned med Solskin idag!
Hele Natten lå jeg vågen
Her er Digtet om den røde Parasol
Her har jeg Aften efter Aften vanket
Her har jeg været før
Her kommer vi Drenge, vi hilser med Sang
Her ved Stadens Grænserande
Hjulnielspeter klorede sit kraftige Lår
Holland! Der er vidunderligt her
Hun blev så usigelig træt med Et
Hun var et luftigt Trylleri
Hvad er det, der lokker og frister mit Sind
Hvad er det, som skriger
Hvad veed vel jeg, hvad disse Tårer vil
Hvem vilde bo
Hver Aften en Kvart før otte, når Métropolitain’en
Hvert Savn udfyldte du
Hvert År har vi Nytår
Hvile! Hvile! Jeg vented længe
Hvor er den frejdige Glæde sød
Hvor er dit Øre fint og sødt
Hvor har jeg været i Vinter?
Hvor sælsomt! Kun et Maleri
Højt bærer de brede Bølger os
Højt i den hvide Birk
Højt syngende svinger den stolte Flod
Hør Blaaklokkerne, hvor sødt de nynne
I
Iaften hører jeg første Gang
I en klippeskjult Kløft mellem Højland og Lavland
I en Lys-Fattig December
I en Verden af støjende Gylp og Grin
I Finland var der — en større Skjald
Ikke tit
Ildormens Øjne skal føre dig
Ilion faldt
I min gammelkendte Sofakrog
Ingen véd, hvor du var dejlig
Intet er lyst og intet er let
J
Ja! Vi er ene. Ø for Ø
Jeg bad: Nu har jeg hørt min Dom
Jeg bortgav ingen Lok før af mit Hår
Jeg elsker denne Lyd af visne Blade
Jeg er Stranden, den der dækkes
Jeg foer med det hvinende Hejseværk
Jeg holdt din Hånd; — O, Lykke-Leg!
Jeg kender snart ikke mit Sind igen
Jeg kom fra den solhede syngende Stad
Jeg lod ham gå, han var mig til Besvær
Jeg lover evige Guders Nåde
Jeg selv har engang
Jeg ser ved Sommertid kun Træets Blade
Jeg såe dig een Gang — kun den ene Gang
Jeg tilstår at jeg stundom
Jeg tænkte på Theocritus, der sang
Jeg vandred i et fremmed Land
Jeg vandred til Elskovens Lund
Jeg vandrer ud ved Nattetide silde
Jeg veed en Skov i Skotland
Jeg vidste mangen sælsom Vej
Jo, jeg hørte Jer le
K
Kald det, hvad I vil!
Klokkerne klang. Af Solskin sitrede Luften
Kom ud i Haven, Maud
L
Laden smækker med rappe Smæld
Lad mig kysse dig på Panden
La France, du Rosernes Rose, svulmende fast
Langvejs herfra
Lavt henruller over Bæltets Blåning
Lette Vestenvinde glide
Liden Jordbær står
Livet kan skifte, det kan ej forsvinde
Loven er givet, og Vejen lagt
Luften er blød og regnfaldslun
Løb efter Skyggen, og den flyr dig
Løft dig nu fra din Hule i Vest
M
Man skønner adskilligt ved Efterårstide
Mer Elskov, eller mer Foragt!
Mine Damer og Herrer!
Min Elskede, min Eneste
Min Moder er død for længe siden
Min Nelly er en Ungdom
Min Yndlings-Vind, min egen Vind
Mit Bo har jeg bygt
Mod sanddru Elskovs Nød har jeg søgt Hjælp i Sang
Mørk Aurikel, Abildbloster, snehvid Marguerite
N
Natten sin blaahvide Kjortel op
Nej, Celia, sky et sødt Bedrag
Nej, du. Jeg misunder dig ikke
Nu blunder den røde Blomst, og nu den hvide
Nu Farvel! om så min Smerte
Nu i Nat
Nu svømmer Solen ud paa Dybet
Nøgne Nymfer af Marmor strækker
Når jeg er død, mit Hjerte
Når ser jeg bedst, hvad jeg i dig kun har?
Når var det, hvor var det, den brast?
O
Oculi. Så kommer de
O, du blussende Ungdomsild!
O Elskov, morderiske Magt!
O Fryd og Lærkesang! Den frostblaa Vinter
Og trænger du til at hvile
Oktober er i Vente: Stormtid, Regntid!
Over min Død skal du ej sørge mer
P
Perlegraaning i den snævre Gade
Paa den blege, blaa Himmel
Paa Landevejen hitted jeg en gammel Violin
R
Roser klatrer op ad Muren
S
Sagtelig Sneen over Græsset daler
Sangen døde, Gæsten gik
Se i dit Spejl, sig den, du ser derinde
Septemberaften paa Vesterhav
Sig ikke du, at jeg er hård
Skaldepande, Dobbelthage
Skal det ske
Skovbæk med Skygge fuld af Sol
Snart vil det ny Års Klokker gå
Som du vil: Vi bliver inde
Sommeraftenens Mørkning
Sorgløst kan vi ej synge dit Navn
Sort lå Bjerget under de frostklare Stjerner
Stormkrogen klirrer mod de blanke Ruder
Stormvindsflængede Skyer der jager i Flok over Himlen
Storstaden Berlin!
Syngende Lyd af den svævende
Så bruste og sukked den Storm forbi
Saa gaar jeg her
Så had mig, når du vil; men helst idag
Saa klar og fin som Æblevin
Så nyder jeg Cigaren, og fornemmer
T
Tak, fjerne Ven, for Deres Afskedsgave!
Tilsengs gik sat en Samfundsborger
Tjørnen er nøgen, dens visnede Blade
To sorte Piger i grønne Enge
Tvivl kun ej! O, tvivl kun ej!
Tyst! Nu er det Nat, og endnu er det lyst
Tænk på mig, når engang jeg er forsvundet
Tør vi uden Omsvøb mindes
U
Ude var intet at se
Udlændige Landsmand, tag Tusenders Tak!
Under en køligstjærnet, høstlig Himmel
Usalige, hvad søger du
V
Var det i Holland ved en Havstrøm eller i Frankrig ved en Flod?
Vidt strejfer jeg om i den køle Nat
Vidaabent silde mit Vindu staar; saa flyver min Længsel ud
Vi elsker Ild. Og det er skønt at skue
Vi fri Folk fra Norden
Vindene blunder. Skoven er hvid
Vi ruller frem over Østerveje
Vi skiltes med Tårer
Vist er det en underlig Verden her
Vist går Verden på Vers! Telegrafpælen toner
Vist ingen, som har hørt dem, glemmer
Vi såe dig, Eros, et Syn, ja, en Guddom at skue
Vågner du en Morgen og er træt fra igår
