La France, du Rosernes Rose, svulmende fast —
din Duft er sød, endskønt din Kalk er lukket,
men hvilken Flod af Duft, ifald den brast!
Din blege Hud er rødmet af indre Glød,
skygget med Juninattens kølige Blaanen,
blank af stigende Safter i dit Skød.
Dit Blomsters Rigdom tynger dig halvvejs ned,
i Overmaal af Kraft dit Løv sig krummer,
du aander tungt af Savn, du næppe véd.
Jeg véd dit Savn: det er din Længsel og Drøm
at gennemtrænges af Solens levende Varme
til dine dybeste Aarers lønlige Strøm.
Jeg saa, hvor du skjalv, da nys én flygtig Sky
sit kolde Mørkfald over din Krone kasted:
hvad da, naar Dagen selv engang maa fly?
Naar Natten kommer med sin isnende Blæst,
da vil din Skønhed skælve sig tildøde,
og du for sent forstaa, hvad Død der var bedst. —
Spring ud, du frygtsomme Rose, luk op din Favn,
og tag den glødende Sol ind til dit Hjærte!
Flam op, duft ud, i Livets hellige Navn!
Saa kan du smilende give dit Løv til Fald,
udaande din Sjæl i de fjærnthendragende Vinde, —
saa har du levet dit Liv, som Roser skal.