Roser klatrer op ad Muren,
lystigrøde, duftigsøde;
Knop ved Knop der frodig gror,
kryber over Vindueskarmen,
og de kigger og de nikker
ind til gamle Bedstemor.
Al den friske Blomsteraande
mødes stille med den milde
Duft af Stuens Potpourri.
Svundne Somres Solskinsminder
sagte svinger klare Vinger
til en spinkel Melodi.
Bedstemor ved Vindvet sidder;
hendes hvide Lokker giide
frem fra Kappens lila Baand.
Det er Døgnets Mørkningstime;
mildt hun smiler, roligt hviler
hun paa Bibelen sin Haand.
Blev dit Hoved tungt mod Støvet,
Foden saaret, flinteskaaret,
valgte du de onde Kaar, —
vender du en Solfaldstime
mæt af Klage, træt tilbage,
ind til Bedstemor du gaar.
Taus du knæler ned paa Skamlen;
hun din hede Pande lede
vil til Hvile paa sit Skød:
ak, hun har saa lette Hænder,
hendes Tale er det svale
Dugfald efter Dagens Glød.
Mindre modløs og bedrøvet
vil hun lære dig at bære Byrden,
du dig selv tog paa,
thi hun kender mange Veje,
og hun hører, hvad der rører
Hjærtet — men som Ingen saa.
Lifligt er det dog en kærlig
gammel Kvinde glad at finde,
ensom i en yngre Slægt,
rig paa Hjælp for den, der trænger,
god at gæste med sit Bedste,
rank af Sind trods Alders Vægt!