Hele Natten lå jeg vågen
i Linnæa-Duft.
Hele Natten: de tre Timer,
mens de første gyldne Strimer,
som vi skimted gennem Tågen,
blev til Dag, til Luft.
Lå lysvågen, drømte vågen,
skælvende strakt ud.
Drømte — thi jeg var alene.
Drømte Fjeldets mosgrå Stene —
Floden — Skoven — Regnbutågen,
som drev op og ind her, højt,
isprængt Fuglefløjt.
Lå jeg skælvende? Hvem skælver
for et Fuglefløjt?
for en Elv, som natlig strømmer?
Er det sligt, man vågen drømmer,
så Ens Bryst sig hvælver
himmelhøjt?
Ja. Når Længselsfuglen fløjter
fra det dunkle Fjeld;
når usynlig Sol guldstrimer
Julinattens Regnbutimer
over dugget Skovmarks Højder
mellem Gry og Kvæld:
Når Linnæas Blomster-Ånde
strømmer frisk og sød,
o, men stærk og rig som selve
Himlens Sol og Bjergets Elve:
må vel Hjertet skælve — skælve,
gennemtrængt af Lyst og Vånde,
fyldt af Gråd og Glød!
Glød — thi dette Fløjt er Livet,
Lykken er den Duft.
Gråd — thi genfødt Ungdoms Under
anes kun, mens Dagen blunder.
Nu, da Søen spejler Sivet,
er den Drøm kun Luft.