Liden Jordbær står
sin mosgrønne Gård,
lysende fin
i sit Blomster-Lin.
Umærkelig næsten er Duften —
Men hør, hvor det summer i Luften!
Hver Bi, som fornemmer den Spæde,
veed, hvad hun gemmer af Glæde.
Liden Jordbær står
i sin Gråstens Gård,
nøgen, knortet og grøn
og græder iløn
for det lysende Lin, som hun fælded
lig Snefnug omkring sig på Fjeldet. —
Græd ej, du! Hver Dreng kan vel skønne
Sødt gror i det bitre og grønne.
Liden Jordbær står
i sin Solskins-Gård,
rig, rund og god
som en sød Dråbe Blod,
gynger tungt, tung af Saft og af Sødme,
lyser langt med sin levende Rødme . . .
står og venter — til Solsorten kommer —
eller hvem? Ja, hvem veed? Det er Sommer.
Liden Jordbær står
i sit Efterår.
Se, hvor yndig hun er,
både Blomst og Bær,
både grønne og brogede Blade.
Hun gør alle Seende glade.
Drøm og Blomst — og dog liflig at spise.
Evig ung — det er Jordbærrets Vise!