I
Vist går Verden på Vers! Telegrafpælen toner.
Viis mig et Barn, som ej kender den Klang!
Men fjernt springer Bølger med skumhvide Kroner,
de danser, de hvirvler i Vindene.
Jorden bærer, hvad Bølgerne sang,
langt borte, svulmende, svindende,
hid til en Stamme, som leved engang.
Sælsomt fortryller det Sindene:
Dèr står Stolpen og toner,
fyldt af det fjerne Havs Rhytme og Klang.
II
Og lyt så til Klodernes Fløjter og Trommer!
Lunefuldt lystrer den kåde Komet,
og fanger vi Solstrålen, står den og summer.
Alle kan høre den mumlende
taktfaste Rytme, som ingen har seet.
Stolte Rims Funklen i Himlene
samfletter sejrrigt Atom og Planet.
Stjerner og Støv kommer stimlende,
knyttet i Strofer, der rummer,
skælvende, alt hvad der evig er sket.
III
Vi, med vor Versfod af Somre og Vintre,
skulde vi bryde den Lov, vi har brugt?
Skal vi nægte vor Tanke at danse og tindre?
Hjertet slår Takt så bedårende,
Latteren følger så lydigt og smukt,
og den skabende Biodstrøm i Årerne
avler og føder i Rhytmens Tugt.
Rhytmisk vælder selv Tårerne.
Døden, som prøver at hindre,
højner kun Slægternes strofiske Flugt
IV
Så syng kun og dans, I der elsker og håber!
Ja, syng kun, I Slægter der hader og slås!
Vist går Verden på Vers, trods de tunghøre Tåber.
Pengene, Hjulet, Kanonerne
styrker kun Strofen med Tunghed og Trods.
Syng, så det ler i Æonerne!
Syng, så det klinger af Stolpe og Klods!
Gyd gennem Evigheds-Tonerne,
dristigt, i rhytmiske Dråber,
Vers efter Vers af den Sang, som er os!