Den hvide Iris vælger jeg. En spinkel Hal
står trefold hvælvet, tindrende som Rimkrystal.
Ad åbne Porte, ud og ind, som selv de vil,
går Lys og Mørke, hilst og fulgt af Strengespil.
Ja, Lys og Mørke, Tjenerne, går ud og ind.
Men intet Alter løfter sig mod Templets Tind.
I Krypten skjules Livets Tegn med Støv og Arr;
usynlig ånder her den Gud, som er og var.
Ved hver af Templets Porte står en buet Bænk,
af Alabaster, hvid og blå, med røde Stænk.
Så skøn og sælsom er den skabt, så klar og skør,
at dèr tør ingen hvile — nej, kun den, som døer.
Vi tre, min Tanke og min Drøm og jeg, skal her
på hver sin Løjbænk hvile tyst, hverandre nær,
mens Lys og Mørke fylder fint med Strålespil
den lille Dråbe glasklar Dugg, som alt blev til.