Afrodite! Hvorfor hader
og forfølger du den Styrke,
der er stærk nok til at dyrke
større Helligdom end din
med de Elfenbens Arkader
stænkede af blodrød Vin?
Har ej Jorden andre Guder?
Står ej Himmel over Himmel?
Kræver du at se mig svimmel
henslængt i din søde Rus,
mens Olympens Drøn bebuder
Stormløb mod min Herskers Hus?
Skal jeg dyrke dig alene,
din hver Ting, og din hver Tanke,
kysse Støvet af din slanke
Fod, som trådte mig så tit,
medens, fejgt forrådt, Athene
kæmper for sit Folk og mit?
Nej! Det fordrer du forgæves.
Tordne mod de rå Titaner,
fægte, hvor jeg ser og aner
Glimtet af Athenes Skjold,
vil jeg, al den Stund det kræves
indtil Krop og Sjæl er kold.
Kald mig derfor ej Forræder!
Når, o gyldneste Gudinde,
gik jeg uberørt en Kvinde,
gik jeg barsk et Barn forbi,
som et Glimt af dine Glæder
gemte sig usynligt i?
Selv bag Lynet af min Lanse
for bøotisk Blod og Bytte,
selv bag den Gigant, hvis knytte
Næve hamrede mit Bryst,
har jeg set Eroter danse
på din fjerne Rosenkyst.
Jeg har dyrket dig med Digtet,
mer i Dåd dog end med Sange;
altfor store, altfor mange
Elskovsofre har jeg bragt:
Svig; men du blev aldrig svigtet;
Brøde; ubrudt stod vor Pagt.
Zevs’es Alter og Athenes
gik jeg til ved Folkets Fester;
marmorskåret af en Mester
skinner i min egen Gård
dit, hvor friske Myrtegrenes
Løvsal skygger Høst og Vår.
Ja, så dybt fik du mig dåret,
at jeg fandt dig, selv i Former,
hvor din Guddomsflamme stormer
altfor grænseløst for os.
Ild, Urania, har mig såret!
Blod har brændt mig, Pandemos!
Hvorfor hader og forfølger
du din Tjener, Afrodite?
Såe du ej, o Afrodite,
at jeg, træt af Strid og Brand,
søgte her de salte Bølger
ved en skythisk ensom Strand?
Ej til dine Myrtelunde
går dog Helten, når han halter;
ej med Duer for dit Alter
knæler den, hvis Kraft er brudt.
Hvile søgte jeg. Du kunde
nådig undt mig det Minut!
Dog, du rejste dig af Sandet
som min egen unge Søster,
venligt. Ingen Varselsrøster
hvisked i mit åbne Sind.
Evigt være du forbandet
for din Svig, du Hexekvind!
Trygt lod jeg mit Øje dvæle
ved den Ungdom og den Ynde,
som med Lyst, men uden Brynde,
Broder ser hos Søster kær;
hellig Fred i begge Sjæle,
fri for Uro og Begær.
Af vor fælles Moder vævet
var dog denne Kitons Bræmme;
kun mer luftigt end derhjemme
bølged den, imens hun holdt
skæmtefuldt imod mig hævet,
rede til et Kast, sin Bold.
Med sin Søster kan den trætte
trøstigt lege. Frem jeg hasted,
og vi leged, „Himmelkastet”,
barnlig djervt, i Kappeleg,
på den blæstomsuste Slette,
medens Bølger sank og steg.
Frem fløj Bolden, og tilbage;
højt og langt i Luften fløj den,
så jeg svimlede ved Højden
af min kække Søsters Kast.
Hun var voxet i de Dage,
sprang så let og stod så fast!
Men jeg greb godt nok og groede,
syntes jeg, i Mod og Kræfter,
for hver Bold hun iled efter,
svøbt i sky-let Klædebon.
Nyskabt Klode efter Klode
fløj fra hendes hule Hånd!
Dèr bedrog du mig, før Sindet
anede hvad Blodet vilde.
Nu forstår jeg, altfor silde,
hvilket Syn jeg dèr har haft:
Pigens Skabning, gennemskinnet
af din vilde Gudekraft!
Sådan som jeg såe min Søster
snart stå pantherlet og vente,
snart i Spring, der blotted spændte
runde Lemmers hvide Lyn,
dunkelt Skød og spæde Bryster —
såe jeg intet jordisk Syn.
Håret fløj i sorte Flager
som et Mulm, hvori det brænder;
smilende de hvasse Tænder
loved grusom Lyst og Nød;
og jeg skreg lig en, der klager,
og jeg brændte, som du bød.
Ikke modstandsløst: Syv Dage
på de salte Sandflugt-Sletter
leged vi. Syv lange Nætter
stred jeg søvnløs mod min Lyst
efter den, der (Kval og Klage!)
died samme Moders Bryst.
Hver ny Morgen sejred Skammen
for den skæbnesvangre Brøde;
hver ny Middag såe mig gløde
af den Ild, som Et kun vil —
og Vulkanen styrted sammen,
du, Gudinde, vandt dit Spil.
Trefold vandt du, da jeg slængte
(skønt jeg gjorde det med Kummer)
alt hvad Ordet Hellas rummer,
Ry og Ære, Hjem og Viv,
for din Fod — barbarisk sprængte
Lovens Bånd om Ættens Liv.
Da jeg, i de åbne Kysters
Flod af Blæst, Brus, Lys og Hede,
greb og favned allerede
rasende de runde Knæ,
som jeg troede var min Søsters,
(jeg Forbryder, og jeg Fæ!) —
Fandt jeg strax, hvem her jeg favned:
Dig! Forvandlet til en Flamme
fløj du fra mig, i det samme
som jeg slap dig med et Skrig.
Sønderflænget skreg jeg Navnet:
„Afrodite! Det var Svig!”
Langsomt rejste jeg mig atter,
og dèr stod jeg, brændt og brusten,
med hver Kraftstreng ædt af Rusten
fra mit eget Hjerteblod —
men i Luften lød din Latter,
som jeg hørte og forstod.
Afrodite! Se, her står jeg,
som et Lig, der trodser Døden.
I min Aske dirrer Gløden
af et halvslukt Raseri.
Et kun vil, og Et formår jeg:
Fra dit Herskab slå mig fri!
Ja, ved Zevs! eet Ord skal gælde
Dig, Gudinde, før min kårne
Dronning, dig, den bølgebårne,
dig, Urania, Pandemos —
al din List og al din Vælde
skal min Vilje byde Trods!
Du, som ubarmhjertigt hader
og forfølger al den Styrke,
der er stærk nok til at dyrke
større Helligdom end din
med de Elfenbens Arkader
plettede af blodrød Vin:
Du, som, dulgt i Trylletåger,
troløs, lovløs, uden Blusel,
ler, når Manden gør sig usel,
skoggerler ad Heltens Skam:
Du, født af et Hav, som koger
boblende med Slim og Slam:
Var jeg Zevs — du skulde smedes
på Kytheres Top til Fjeldet,
evigt favnet af en skællet
Drage, ved hvis klamme Hud
hjælpeløs du måtte ledes,
mens Alverden lo dig ud!
Det er over jordisk Evnes
Mål at straffe Guders Brøde.
Dog, dit Alter kan jeg øde!
Jeg har rejst det, hvor det står.
Ikke Sten ved Sten skal levnes!
Du er udvist af min Gård!
Lad den fejge Selvlemlæster
undfly Faren som en Stakkel!
Jeg, med Flammen af din Fakkel,
brænder mig, dybt Blus i Blus,
fri for Lysten til de Fester,
fast og kold som Kaukasus.
Dig og dit som Luft henvejret,
vil jeg dyrke Zevs alene
og den tindrende Athene.
Stål kun skal af mig slå Gnist! —
Hvem, Gudinde, har da sejret?
Den ler bedst, som ler tilsidst.