I
Hvor har jeg været i Vinter?
Jorden er blevet så stor!
Jeg svimler her på Altanen
over den vidtstrakte Jord.
Og Luften. Luften, der suser,
hensynsløst, hvor den vil!
Den favner, fylder, beruser . . .
Jeg kan ikke holde dertil!
Dèr ligger Dammen og blåner
for Blæstens „Du-Du-Du!”
Men jeg var langvejs borte
og er her ikke endnu.
Der er i mit Indre noget,
som helst vilde flygte for alt . . .
Jeg husker et Dyb, et bundløst,
hvori jeg faldt og faldt:
Så stille det var, og dejligt.
Her larmer alt, og blænder . . .
Støt mig, gode Kastanietræ,
med dine små grønne Hænder!
Hvor blev mine Fingre tynde,
og hvor mit Hår er tungt! . .
Men Lærken stiger og trilrer;
jeg ser kun et sitrende Punkt.
Det er mig, som var det mit Hjerte,
der steg med sitrende Slag
for at drukne deroppe i Lyset . . .
Jeg tror, jeg døer idag!
II
Jo, nu er det lidt bedre.
Idag kan jeg tåle at se.
Nej da, hvor Knopperne blinker
langs den Ahorn-Allé!
De er så fine og svale,
så nyfødt spæde især.
Hold på mig, så jeg kan blive
og blomstre endnu lidt her.
Men kun som et Træ. Det andet
er for uroligt og hedt . . .
Så vil jeg blive den Sommer
endnu og blomstre lidt.