Jeg tilstår at jeg stundom
med Velbehag har smilet
til de friske Orkidéer
i Pragtautomobilet,
hvis bredt gyngende Rytme
var som skabt til at forbinde
mine Strofer med en dejlig
og excentrisk Hertuginde.
Helt anderledes festlig
finder jeg dog Farten
på Taget af en Autobus:
Her myldrer Boulevarden.
Så flimrer Flodens Hvirvler.
Så blænder Avenuen:
Man jager højt tilværs
som en Stormvind gennem Byen.
Mens Butikerne illuminerer
og Sporvognsklokkerne kimer,
erobrer man Paris;
det koster en Snes Centimer.
For så i rivende Fart
at storme det stille Montmartre.
Dær ligger en lidet kendt Kafé;
de husker den, som var der.
Allerøverst oppe
sølvtindrer en Kirke svimmel
med pavelig Kuppelkrone
mod den evige Himmel.
Bag Kirken ligger Kaféen,
halvskjult af Løn og Kastanje.
Dær nyder man sit pikante
Glas blandet Frugt i Champagne.
Man ser ikke den stejle Skrænt,
man mærker det kun lufte
dybt nede fra med Løvsus
og mange Slags Blomsterdufte.
Og bag det dunkle Luftrum,
det underlig afgrundsdybe,
ser man lysende Exprestog
som Sankthansorme krybe.
Dær duver i Mørket den strålende Stad,
Paris, den bølgebårne,
med Boulevardernes Lysbånd,
med Ildhjul og tindrende Tårne.
Duver som et Kæmpeskib
af Oceanet omsvulmet;
det morildsgnistrende Kølvand
syder efter i Mulmet.
Selv sejler man højt hen over
i Ballonen, ensomt stille,
men ser det funkle dernede
og hører Orkesteret spille.