Hver Aften en Kvart før otte, når Métropolitain’en
stryger henad Skinnerne, som Buen over Strængen,
og lysende elektrisk frem for Perronen duver
op opspyer Passagererne på Pladsen foran Louvre,
løber sortklædt Arlette gennem Stimlen op ad Trappen.
I Automobilers Duren og Hestehoves Klappen
glider hun over Gaden og ind ad de smalle Porte.
Kun Hatteskyggens Knipling vifter hvid i alt det Sorte.
Langs Floden under Kastanjerne, hvor hvide, røde og gule
de unge Kvinder flokkes lig flagrende Sommerfugle,
iler hun atter hastig og ene som en der flyer —
en spinkel Månesfråle, indhyllet i sorte Skyer.
Først midt på den buede Bro står Pigen pludselig stille.
De spidse Albuer støtter hun ned imod Gråstenskarmen
og hviler i Hænderne Hagen; dybt åndende stiger Barmen.
Den spæde helt barnlige Barm, som næppe nok anes derinde.
Kun Øjnenes modne Alvor viser at Barnet er Kvinde.
Den sorte Kjole vifter om magre men spændige Lemmer;
bleg stirrer hun ud over Floden; hun hviler og hun glemmer.
En elvetimers Arbejdsdag, trang Luft og trættende Timer,
hvor Talerørene hvisler og Telefonerne kimer,
hvor Dørene svinger og Hisserne går, og Kunderne vrøvler og vrager,
og hun står dær med Ansvar for hundrede kostbare Sager.
Står op i elve Timer. En halv Times Tid til at spise;
lidt Brød til en varm Kop Kaffe er nok for en Ekspeditrice.
Altid rank og rolig og mild, kan svare smidigt og smile.
Men nu gør det godt i Tavshed at krumme sin Ryg til Hvile.
Den eneste „artige Pige” i hele Stormagasinet,
spotsk mønstret af alle de andre, fint drillet og groft begrinet.
Og så hver Aften Moderens Klynk og fattige Klage hjemme ...
Dær glider og glimter nu Floden, og det gør godt at glemme.
Nu har hun tjent sin Dagløn, to Franc halvtreds — kan drømme
de ti Minutter hos Floden. Her kommer de blanke Strømme
ude fra Eiffeltaarnet og Trocadéropaladset
hvirvlende som Cigaretrøg blæst ind mod Vinduglasset.
Hvor kommer de fra? Langt borte bag alle de Stenbroers Buer
var der vel Marker med guldgult Korn og Bjerge med dugblå Druer.
Hvor glider de hen? Langt ude bag alle de Gader og Huse
går der vel Sejl over solblå Sø, man hører Bølgerne bruse.
Hun løfter i Drømme den slanke Hals, hun løfter den som en Svane.
Den brusende Flod gennem Staden får En til at længes og ane —
ane mer end eet åbent Land og mer end eet Storhavs Kyster ...
De hulker og ler under Broen, de gurglende Havfruerøster ...
Og kommer der En og kigger fortroligt op under Hatten,
han ser i det blege Åsyn to Øjne sorte som Natten,
dog, det som funkler derinde er ikke Gadens Lygter;
stolte forstandige Stjerner er det, og Gadejægeren flygter.
Men er det en Stjerne-Elsker, måske fra fremmede Lande,
da studser han vel og stanser for denne lysende Pande,
og det kan ske hun svarer på venligt spørgende Blikke.
Hun har de fem Minutter endnu, og Frygt kender hun ikke.
Nej, det var ikke hende som tabte disse Konvaller.
Men Tak, min Herre. Hun smiler. En Stjerne funkler og falder.
Hun løfter de duftende Blomster i sine spinkle Hænder
og ånder ud i at tale til En hun ikke kender.
Aldrig vilde hun tale på Gaden til en Pariser.
Pariseren, hvis Galanteri Alverden beundrende priser,
rækker han En Ens Handske, så venter han uden Forhaling
Alt — at man skal elske ham, øjeblikkelig, som Betaling.
Man drømmer, ja. Men gir man sig til en Mand af sin egen Klasse,
Penge forlanger han, Penge! Og helst af Forretningens Kasse.
Og stjæler man ikke de Penge, vil han ufravigelig vredes
og slå En, hvis man nægter at — tjene dem anderledes!
Så er der de fornemme Herrer. Vi syer for deres Veninder:
Automobiler, Orkideer, og Smykker, og sminkede Kinder,
Champagne, og frysende Hjerter i fremmed Attrås Flamme,
en Måned eller et År måske. Så kommer for dem — det samme!
Et Hjem — Ja, siger Arlette, med en alvorlig lille Latter,
min Mor er kirkelig viet, hun var en rig Mands Datter,
fik Medgift, Penge, Hus og Vogn. Alt brugte Far, og mere;
så rejste han med en anden. Nu lever hun af at brodere.
Lad hvem der kan det gifte sig og hvem der vil det feste!
Jeg mener — siger Arlette — at Arbejdet er det bedste.
Fra Dag til Dag at slide og bruge sine Kræfter
gir rolig Søvn hver Nat, og ingen Anger efter.
Træt går jeg hjem hver Aften her. Et År er som en Uge.
Jeg tjener ikke stort, nej, men tjener hvad jeg skal bruge.
Alt, Kjoler, Hatte, syer jeg selv. Det sidder ikke så dårligt,
gør det vel? — Hun smiler, halvt skælmsk og halvt alvorligt.
Det er min Kunst, forstår De. Men dermed går så Tiden.
Jeg vilde så gerne læse og lære lidt ved Siden.
Jeg læser også, Tidsskrifter, Bøger, helst de sande,
om Kvinders Kamp og Tænkning rundt om i andre Lande.
Det gør mig mindre ene. Jeg hører de kloge Røster
tale fortroligt til mig, og mildt, som til en Søster.
Men Mor kan ikke lide at jeg læser når hun sover.
Heller ikke at jeg hviler mig her på Vejen over.
Jeg har dog her i Verden kun disse to små Glæder.
Og altid skal det ende med at Mor går og græder.
Jeg selv græder aldrig. Det gør kun alting værre —
men jeg ønsker undertiden, jeg var min egen Herre.
Jeg skulde få det hyggeligt. Mit lune lille Kammer
med Bøger på Reolen og Billeder i Rammer,
kunde læse hele Natten, få Tankerne i Rede —
og stundom stå og drømme i Timevis hernede.
Men aldrig altfor længe. Farvel! — Af smalle Fingre
et kammeratligt Tryk. En Sporvognsklokke skingrer.
Og noget blegt og spinkelt med sorte Vinger flygter
— ja, flygter henad Broen under de nylig tændte Lygter.