Før tændte andre de strålende Julelys,
jeg var et Barn, og Børnene må jo vente.
Vi sad i Mørkningens Længsel og Æventyr,
mens En, som nu er død, gik ind og tændte.
Og Far gik hen og lukkede Vinduet op:
Kom, skal I høre Juleklokkerne kime! —
Kold Luft strøg ind, og stundom flyvende Snefnug —
hin fjærne højtidsfulde Mørkningstime.
Nu tænder jeg selv de strålende Julelys,
jeg er den Voxne, den, der går ind forinden.
Et nyt Barn sidder i Mørkningens Æventyr
og hører Sneens Fog eller Regnens Rinden.
Og hun, som lever, lukker Vinduet op:
Kom, skal du høre Juleklokkerne kime! —
Snart mindes Barnet denne kølige Luftstrøm
og længes langt mod denne Mørkningstime.