Ak, Spaden bider, og Ilden æder,
alt pletter Skoven den åbne Hede,
og Klitten tæmmes. Hvor end jeg træder,
har andre trampet der allerede.
Hvor jeg og Månen og Mørkets Vætter
gik ensomt sammen de våde Nætter
i gylden Gyvel, i Lyng og Pors,
dær slår nu Vejene Kors ved Kors.
Og Damp har stampet, og Vandsnegl suget,
hvor Bekkasiner, Brushøns og Hjejler
før fløj som Skyer og lå og ruged
i Tuemoser og vilde Vejler.
Hvor jeg og Solen og Forårsblæsten
gik Landet over, som Brødre næsten, —
min Ungdoms fuglefrit åbne Egn
er delt af Grøfter og Pigtrådshegn.
Men Udvé spænder dog Længslens Bue,
en Vandrers Veje vil gå som Pile,
og træt af Gniddet i Stad og Stue
kan Hjærtet trænge til ensom Hvile.
Vel, grøftes Mosen, og bindes Sandet,
og plantes Heden, så har vi Vandet:
Ubundet bølger om Klint og Ø
endnu den ældgamle friske Sø.
End hører Vestjyllands lave Huse
den dumpe Torden af Bølgetravet.
End lukker ingen uhyre Sluse
for Flod og Ebbe fra Verdenshavet.
End dirrer Diger og skælver Høfder,
når Stormen smælder og Havet snøfter.
End røber Bælt-Strømmens Ryk og Skælv,
dær favnes Njeva med Siljans Elv.
De sejler Søen på nye Måder,
men samme trodsige Kølvand følger,
og der er Plads for Alverdens Flåder
i Dybet under de solblå Bølger.
Og ingen Vejler og ingen Hede
er så uendeligt himmelbrede;
og Sandets Flugt er dog død og stum
mod Søens rygende salte Skum.
Når Sejlet bovner, og Stævnen hugger
sin Fremvej hårdt gennem Bølgens Pande,
er det af Jubel mit Hjærte sukker,
jeg vandrer frit på de frie Vande.
Men ej har Danmark så dybe Skove,
did går dog Pust af den friske Vove;
ej strækker Danmark så langt sin Jord,
at Landet glemmer hvoraf det gror.
Selv vore Købstæder, vore Flækker
har lagt sig tæt ved de stride Sunde.
Hver Mand kan høre, når Gåsen trækker,
og Spoven fløjter fra Fjordens Grunde.
Og er han Jæger af Lyst og Vane,
så kan han vejde den vilde Svane;
jeg såe den vade på vældig Lab,
hvor Isen bristed, og Bølgen slap.
Jeg såe den strække sin Hals fremover
og baske Luften i Måneskæret.
Den skreg; det klang som et Skjold af Kobber;
så steg den hvid som et Fjæld iværet.
Og Vinternatten blev såre stille;
jeg hørte Strømmen og Hvirvlen spille,
en spæd Musik, o så elverskør,
af Is mod Is i de frosne Rør.
Ja, Længslen kender jo nok sin Søster.
Højt suser Blæsten, fjærnt blinker Fyret,
og Søen skvulper mod vore Kyster
med Evigheden og Æventyret.
Vel må hver Sjæl sig i Støvet vånde,
men har vi Havet, så kan vi ånde.
Lad mig da bære min Skæbnes År
og gå så langt som min Bølge går.