Minder fra Thyland
Til Gudrun C.
Til Gudrun C.
(Skrevet på Sygelejet)
(Skrevet på Sygelejet)
Det skærer mig i mit Hjærte, det bider som et Sværd,
jeg skal ikke tiere træde den Sti, der var mig kær.
Gangne er nu de Dage, jeg skal dem aldrig skue,
det brænder mig i mit Hjærte, det brænder som en Lue.
I
Sort, sort er Heden, og Himlen høj og blå.
Hvad gavner det dig med Himlen? På Heden skal du gå.
Til Himmels flyver Tanken og kvidrer fuglefri;
du lytter — og du elsker den lyngskjulte Sti.
Der går en Bæk i Lyngen bag sandgule Brink,
den risler og den blinker med bitte små Blink.
Hvor Bækken går, er den strænge, tungsindige Hede mild.
Til Bækkene i dit Hjærte den synes en Søsterlil.
De fjærne blånende Høje løfter sig langsomt op.
Der skinner en solhvid Kirke på Højåsens Top.
Hvad gavner dig den Kirke? Du går dog ej derind.
De hvide Kirkemure lyser i dit Sind.
II
På Forstranden søger du det klare lette Rav,
så finder du det brede dybtbrusende Hav.
Det knuger dig, det knuser med sin bundløse Kraft,
genføder dig med Styrke, større end du har haft.
En enlig Skude drager ad Havets øde Rum
fjærnt over sorte Vande og skinnende Striber Skum.
Det dønner hult ved Revlen, og ind over Strandens Grus
vælter de tunge Vover evindelig Brus i Brus.
Dær sølvblå mellem Stenene Strandtidslen gror,
dær ruger den vilde Måge ved Vragets knuste Ror,
de vævre Rødben løber imellem Hav og Klit,
men ude i Brændingen gynger en sorthvid Havlit.
III
Så går du ind i Klittens forunderlige Land;
din Fods Spor fyldes af sagte rindende Sand.
Se, Marehalmen svinger med sine lange Strå
og ridser i Sandet Runer, som Blæsten grunder på.
Og Klitrosen dufter i sit mørkegrønne Skjul,
spæd mellem hvasse Torne, fint lysende gul.
Rigtblomstrende kryber den i Sandet kækt omkring;
du undrer dig og tænker på mange Slags Ting.
I en Klitkedel lægger du drømmende dig ned,
og ingenting om Verden derudenfor du véd.
Selv Havets Orgeltoner lyder fra det Fjærne.
Du ser kun Himlens Skyer. Med dem drog du gærne.
IV
Den første Gang jeg gæstede Borgø Præstegård:
Solskin mellem Blomster på Præstens hvide Hår —
den krydrede Duft af Kaffen — og Billedrammernes Glans,
og Piberøgens blålige luftlette Dans!
Og den milde gamle Mormor! og Husfruen dær!
Man blev strax vel tilmode, når hun kom En nær.
Der var så rigt et Solskin i hendes brune Blik.
Bedre Mod mit fattige forfrosne Hjærte fik.
Og siden ude i Haven i Septemberdagens Sol!
Den ene var en Rose, den anden var en Viol.
Den røde og den ranke, den bløde og den blå,
fra hver sin Side kom de under den gamle Elm at stå.
Men på Hjemvejen lystig over Lyngene jeg sprang,
mit Hjærte som en Drossel i Brystet sad og sang.
Jeg vendte mig ved Vejlen: Dær stak Møllen i Sky,
og dær lå med Kirken Norderild By.
V
Tit gik jeg siden over Heden ved Norderild.
Hvert Gyvelris kendte jeg, ja, hver Potentil!
Og Ungerne i Grøften, dem kendte jeg hver een;
og alle de små Hunde, som foer i mine Ben!
Jeg gik de gule Stier og over den brune Høj!
langsomt over Lyngen Musvågen fløj.
Jeg sprang på Stargræstuer over den grønne Eng;
da baskede mig om Ørene det skrigende Vibeslæng.
Fra Skolebakken så jeg så mangen god Dag,
over Stakhaven Præstegårdens stråbrune Tag.
Så var der de brede Enge imellem Hav og Fjord,
og rundtom nøgne Banker, hvor Vestenvinden foer.
VI
Men lyst og lunt var der i »den røde Stue«,
og venligt Sind og muntert Sind, som vel måtte mig hue.
Jeg spillede Skak med Præsten, holdt Husfruens Garn, —
havde aldrig været så lykkelig, siden jeg var et Barn.
Og Tøflen var på Vandring med drilagtige Slag,
og Munken gik i Enge den lange Sommerdag,
og Ungersvenden førte sin Pige til sin Borg,
så herlig gik da Dansen med Glæde og ingen Sorg.
Men snart var alting stille. Der lød kun Stormens Sus,
og nede bag Panelet kradsede der en Mus,
imens de to Studenter under fortrolig Snak
sad langt ud på Natten og pulsede Tobak.
VII
Så den sorte Mandagmorgen, man skulde jo, man skulde,
og man vaskede sig gysende i Gæstekamrets Kulde,
man rakte og man strakte sin gåsehudede Krop —
og lukkede stille Døren til Spisestuen op.
Der var gjort rent, der var lagt i; den hvide Dug var bredt;
og Hængelampen lyste, og Kaffen stod beredt,
og duftede og dampede og havde en Kulør,
man måtte blive vågen og strax i godt Humør.
I lyse Bomulds Kjoler med net og huslig Skik
de morgenmilde Piger omkring i Stuen gik,
den ranke og den røde, den bløde og den blå,
sødest var mig altid just den, på hvem jeg så.
VIII
Tung og grå var Vinterdagen alt ved at gry;
etsteds i Mørket galte den første Hane kry;
forfrosne røde Lyspletter sprang langs Vejen frem,
årle kommer Dagen i Småfolks Hjem.
De små Hunde sov endnu; endnu lå Tøs og Dreng
lunt gemte bag Gardinet i Husets Fællesseng.
Gennem isblomstrede Ruder så jeg hist og her
Skikkelser og Skygger i Lysets flakkende Skær.
Så gik jeg over Heden, og den var mørk og øde,
et Hjemsted for Ånder af usalige Døde;
og truende grå Tåger over Højen imod mig kom,
og det raslede i Gyvelen og skræmt så jeg mig om.
Da løftede de Skyer, som lå så tungt i Øst;
en smal gul Stribe lyste frem over Fjordens Kyst;
der stod tre sorte Poppelris højt på det nøgne Næs;
fra Vejlen skreg mod Lyset de vilde grå Gæs.
De skreg mod den barske Morgen, de vilde grå Gæs,
de vraltede på Engen i det rimhvide Græs.
Så klaprede deres Vinger, og i en mægtig Kile
skar de ud over Fjorden — Gud véd hvor mange Mile.
IX
Nu søger kun min Længsel det gæstfrie Tag,
som gav mig mangen god både Aften og Dag.
Een Dag var rosenrød, een julerosehvid.
En hvid Aften mindes jeg; det var ved Juletid.
Jeg stod i »Mormors Stue« ved Vinduets Karm,
en lille Pige klyngede sig kærligt til min Arm,
og jeg fortalte Æventyr, og bag den kolde Rude
så vi det blive mørkt og stjærnelyst derude.
De store funklende Stjerner gik deres stolte Gang.
Langt ud i Dybets Mørke Lystågerne sig svang.
Men når jeg så på Jorden, da lyste Sneen dær,
og tindred hvidt og gnistred hvidt i Havens unge Trær.
Jeg holdt en Barnehånd i min, så varm den var og blød,
og dæmpet gennem Mørket de kære Stemmer lød.
Da sprang der i mit Hjærte et varmt og mægtigt Væld:
Hvad et Hjem er, forstod jeg hin velsignede Kvæld.