I
Tilsengs gik sat en Samfundsborger,
hvis Ildhu Skat og Skyld og Sorger
om ej fik Has på, dog fik Ro på.
Op står, før Fanden selv får Sko på,
en Ungersvend, en Eventyrer,
hvis Hjerte spiller Luth og Lyre,
mens Trappen knager for hans Fjed
i Husets dybe Morgenfred.
Han fylder sine Lommer
med Rugbrødsrundtenommer;
han slænger Riflen over Ryggen
og lister gennem Gang og Køkken;
han lytter ved en lukket Dør,
som tyst han tit har åbnet før;
der anes kun et Åndedrag — —
Så står han ude i den årle Dag.
II
Den årle Dag, nej Gry,
det allerførste fjerne.
End rødmer knap en Sky,
end skinner blegt en Stjerne.
Svagt skvulper imod Stranden
de bitte, blanke Bølger,
der søvnigkælent dølger
deres Kinder hos hinanden.
Bag Forhæng og Gardiner
blunder Hus ved Hus.
Under hans Fodsål hviner
Gangstiens skarpe Grus.
Men Dør forbi, Hus forbi,
snart er han ganske i det Fri
og går langs grønne Grøfter,
hvor Pindsvin snøfter.
Og hør, o hør
det Vandkluk i et Dræningsrør!
III
Det lysner, nu er Dagen nær.
Der anes kun et Rosenskær
på Diget og på Marken dær.
Alt er så blødt og blidt og gråt,
så ensomt stille, dugget vådt,
men Solen bare venter med at skinne.
O, liflige Forventningsstund
for Vang og Lund
og Fugl og Vind,
og for et ensomt Jægersind
at høre klare Væld så klangfuldt rinde.
Den høje Mark, han nu har nået,
er harvet fint og forårssået,
og tromlet. Over den brune Muld
ligger en dæmpet Glans af Guld.
Det er, som rødmede Jordens Bryst
og løftede sig i et Suk af Lyst.
Og han, den unge Mand, dær går,
med glade, blå Øjne og gråsprængt Hår,
han sætter Foden så varlig til,
som trådte han i et Strengespil.
Det klinger klart og blidt
for hvert nyt, varligt Skridt.
Måske kun Kildevæld
i Græs langs Høj og Hæld.
Måske en blysom Fuglerøst.
Måske der sitrer i hans eget Bryst
med glasklar Lyd
af Morgenfryd
et Spil af fine Strenge,
som nu har tiet længe.
IV
Se Rugen dær bag Hegnet,
så våd, som havde det regnet,
så rig og grøn, så tyk og blød,
som var der aldrig Vinternød.
Og hej og hop,
dær stak to lange Øren op!
Nu tror den lille Hare
på Fred og ingen Fare. —
Man liste sig behænde,
så kan man komme nær,
så lærer man at kende
den muntre Hares Færd. —
I Vinternattens Måneskin
forsamles de og farer
i Syvspring og med Dansetrin
iblandt hverandre ud og ind
i Rækker og i Skarer.
Og deres Skygger danser med,
så tyst, så let, så langt afsted,
som såe man Drømme glide
på Sne ved Midnatstide. —
Et Blink af Sol,
en Martsviol,
så er den Vinterleg forbi,
så ser man over Vej og Sti
den tykke Ramler rende,
som gjaldt det Verdens Ende,
forpjusket, fuld af Stænk og Støv,
med Snuden i det visne Løv.
Dens Øjne glor
i blodskudt Brand,
den løber blindt på Hund og Mand,
den sanser kun et Sætterspor.
Og Jægeren blinker til Hunden
og ler. Hvorfor ler han i Grunden?
V
Der jumper nu den Mis
gemytlig gennem Rugen;
hvidt glimter Blommens Blis.
Så sidder den med Et
rankt rejst og lytter lidt —
og lægger sig på Bugen,
brunt buklet, som et Muldskud, tryg,
og gnaver løs forslugen
med iltre Rusk og Ryk,
til pludselig den hopper op
et baglæns Hop
med Øjnene mod Himlen
i en lyksalig Svimlen
som om den barnligt glad
sa Tak for al den gode Mad.
Så pukler den sig atter ned
og æder væk
med god Samvittighed. —
VI
Men — det veed Dianas Venner,
ind i Skoven foran Bukken
træder kun dens egen Aande
i det årle Gry.
Altfor længe har han drevet.
Se, hvor lyst det nu er blevet!
Op af Dalens grønne Kløver
damper Duggen som en Sky.
Og idet han just vil stige
spejdende til Stenten
i det gamle Gråstensdige,
ser han dem på Skrænten.
Slanke Letpåtåer,
lysebrune Råer
vandrer græssende foran.
Bagest holder Bukken Vagt,
op mod Vinden vejrer han,
se, med Nakken fremadstrakt.
Knælende bag Stenten løfter
Skytten Riflen mod sin Skulder.
Ak, en Småsten ruller,
Bukken snøfter,
knejser, stamper, gør omkring
til et otte Alens Spring.
Over Hegn og Grøfter
vipper et og vipper fem
hvide Spejl mod Skoven.
Så kan Jægeren gå frem
og ta Mål af Kloven. —
VII
Gyldne Knopspyd blinker oppe
i de klare Bøgetoppe;
ned omkring de lysgrå Stammer
svæver nyudsprungne Grene;
Løvet lyser grønt, som Flammer,
gnistrer grønt, som Ædelstene.
Alt er Lys og Lyd.
Solsortfløjt og Drosseltoner
regner fra de høje Kroner
som en evig Regn af Fryd. —
Høge skriger, Skader skræpper;
deres Skygger ser man glide
på den tykke Skovbunds Tæpper,
hvor i Grønt sig sammenslynger
stjærnehvide
Anemoner, gule Klynger
Primula, med skyggeblide
næsten eventyrligt store
hvide og lilla Lærkesporer. —
Og det smutter og det rasler
mellem Krattets Hyld og Hasler,
mellem Pilens Blomsterduske
og i grønne Buske:
Guldspurv, Rødkælk og Musvit
kvidrer, triller, fint og blidt,
hver sin Løndom, hver sin Fryd.
Alt er Lys og Lyd;
Solsortfløjt og Drosseltoner
regner fra de høje Kroner.
VIII
Mærk, hvor frisk det dufter,
når en Brise lufter
Birkemosens Løv!
Langsmed alle Stier
brummer Humlebier,
brogede af Blomsterstøv.
Men en Jæger, men en Jæger
holder altid Vagt,
selv mens alle Sanser kvæger
sig ved Skovens Urskovspragt.
I det Nu han skimter
mellem Stammer, gennem Krat
noget hvidt, som glimter:
Riflen fat!
Det er Spejlet af en Rå;
hvor mon Bukken nu kan stå?
Lydløst må man liste
mellem Løv og Kviste,
føle med sin Fod,
om en Gren vil briste
eller stå imod.
Av, der sprang de alle fem!
Så til næste Tykning frem.
Gennem Risbøg, gennem Graner
sporer man de rappe Dyr,
spejder, lytter, aner;
det er Jagtens Eventyr.
Se, hvor snildt de slanke Snekker
sammen skifter Kurs og følger
vippende hverandres Kølvand
gennem Løvets grønne Bølger!
Men det hvide Spejls Lanterne
røber Flugten for en Fjende,
som kan fælde fra det fjerne,
og som veed at finde.
I den bløde Jord
blev en Blomst trådt ned,
prentet står, hvor Grøften skred,
Bukkens brede Spor.
Og det ender, som det skal,
Knald og Fald.
Over Egens Rod
randt det røde Blod.
IX
Og Jægeren hviler
i Græsset og smiler
med underligt Sind.
Han jog ikke Hjort, han jog ikke Hind,
der er ikke Blod på hans skarpe Kniv.
Se, kranset hvidt med Anemoner
udstrækker hun sit grønne Liv
til Favntag under Droslens Toner ...