Der var — der var en Sommer,
som aldrig mere kommer.
Løv suste lyst i Skoven,
og Fugle sang foroven.
Vi gik. Vi to gik ene
ind under grønne Grene.
Kogler skulde vi sanke.
Vi holdt i Kurvens Hanke.
Hver sin. Og når vi svang den,
da sitrede, da klang den.
Vi hørte Somren synge.
Hun sad i Kurvens Gynge.
En gyngende Dryade.
Hun sang. Og vi var glade.
Og vi gik langt og længe
i Skov og grønne Enge.
Først lo vi, solberuste.
Så tav vi. Løvet suste . . .
Fandt ingen Kogler. Ingen.
Men fandt vel Trylleringen:
Det Solskin og den Sommer,
som aldrig mere kommer.