I
Kald det, hvad I vil!
Et Spindelvæv af Drømme,
et bespotteligt Spil . . .
Uden det er jeg ikke til.
Tal, eller ti!
Jeg lytter, jeg fanger
hvert Væsens Melodi.
Kan ikke blive fri.
Og stemmer den med min,
skønt mindre mangfoldig
og anderledes fin
— Fløjte og Violin —
Så snor jeg mig en Stige
af det syngende Spind,
op, ind
i det skjulteste Rige
af Sans og af Sind.
II
Den Hånd, jeg ikke rører,
er min hemmelige Fører.
Jeg lytter til et Hjerteslag
langt fra mit Øre.
I en lydløs Duet
kan jeg følge hver Bølge
og røre hver Plet —
umærkelig let.
I har længtes, jeg har bedt.
Atomer, Æoner
af Elektricitet:
Før vi veed det, er det sket.
Stod der andre omkring?
De såe ingenting.
Usynlig var Flammernes
flyvende Ring.
III
Bær, Strøm! Byd!
I det lange Sekund
uden Ord, uden Lyd:
Uforglemmelig Fryd!
Duften af en Drøm,
uudsigeligt øm —
et Stød af den evigt
ætheriske Strøm.
Hvem smiler? Hvem ler?
Nej! der var ikke mer.
Dog fløj din Sjæl
som en stormhvirvlet Fjer.
Græder ved min Side
usynligt du?
Det skal du vide:
Jeg selv har måttet lide.
Vi kan tøjle og tømme
det vi kalder os selv.
Men Blod må dog strømme —
og hvem lever uden Drømme?
Hvad I selv ikke vidste,
før det længst var forbi,
det skøre, der måtte briste,
det flygtige, der blev fri —
det er min Melodi!
Det er det, jeg fornemmer,
og griber, og gemmer;
det gir mine Strenge
deres levende Stemmer.
IV
Tro ikke, jeg sviger
og misbruger blindt!
Hør, hvor den skriger,
den skarpe Kvint . . .
Mens A-Strengen kalder
med Kraft og Humør
fra den spædeste Alder,
til Tonerne døer.
Og D-Strengen toner,
klangfuld, klar:
Tornene kroner,
og Byrden bar.
Så skælver og durer
den mørke Bas:
De stærke Naturer
sprænger Dødsrigets Mure.
V
Ikke mindst var de sære
og skjulte mig kære.
Og hvem har jeg glemt?
Og fra hvem tog jeg Ære?
Jeg smelted, hvad der smerted
den trodsige Tøs,
og jeg varmede Hjertet
i den gamle, der frøs.
Strømmed ud, spilled løs.
Ingen erfoer
hvad en lønlig Musik
skænked uden Ord
og tog med, når den gik.
VI
Og vel må jeg spille,
ustanseligt, stille,
mit hemmelige Spil,
så længe jeg er til.
Thi vilde jeg sprænge
det tonende Spind
og knuse de Strenge —
da brast mit Sind.
Min Slægt, min Gård
og mit gode Sværd
og de Slag, jeg slår,
for hvad Slag er værd —
Alt hænger dèr:
I det knitrende Spind,
den elektriske Strøm,
det Spil ud og ind
mellem Drift og Drøm,
mellem Blod og Sind.