Her er Digtet om den røde Parasol.
Men hvis nogen tror, han aner
under hvilke Plataner
hvem spasered med den røde Parasol,
må vi be ham gå Pokker ivold —
for den røde Parasol
spænder videre, end Gennemsnittet aner.
Den har sin Horisont i et Symbol
på en Kendsgerning, Få kun erkender:
Den, at der er Ild som ikke brænder,
og Frøken og Student kan være Venner,
tvært imod hvad Guderne befoel.
Der er Tavshed om Tiden før den røde Parasol,
om en sortklædt ung Pige
og en halvvoxen Dreng,
som intet turde sige,
skønt det dufted af Violer fra det Dige
og kvidred af Fugle fra den Eng —
thi Døden var dem nær.
Bag Violdigets uudsprungne Trær
lå en Grav, sort og kold.
Ingen turde tænke på en rød Parasol.
Og der skjalv som en Skygge i den klareste Sol,
så de syntes, det var Synd blot at se på en Viol.
Før den røde Parasol er der Tavshed om alt.
Også om den Pinse, der kom som den var kaldt,
med den sorte Kjole skiftet for den hvide.
Tavshed om de Veje, hun vandred ved hans Side,
så fornem og sikker, så skælmsk og så fri,
med den Sangs Melodi og det Smils Trylleri —
og med mer end han vovede at vide
om det duggede, som dulgte sig deri.
Blev et smeltende Kys ikke taget, som det skulde,
falder det som Rim. Det veed vi tilfulde.
Og aldrig mer duggede det Bliks faste Glans,
når hendes Øjne smilede i hans.
Og hans Drøm drog mod andre, da hans Trå blev en Mands.
Men dèr begynder Digtet om den røde Parasol
og den Fryd det var at finde
så fortrolig en Veninde,
så munter og så vittig og så — slet ikke kold,
men kølig som en Søster,
og dog ung, og dog yndefuld, og Kvinde,
at gå med og se med og le med —
en, hvem der Intet kunde ske med.
Da fandtes der i Staden
kun een rød Parasol;
det var før det Symbol blev profaneret.
Det var ikke nogen Tantes,
og hvad tanteligt der fandtes
blev Dag efter Dag mobiliseret
ved Vindues-Spejlet, spejdende langs Gaden,
for at se ham og den gå og gantes.
Hvor de mored sig, de to,
når de kom sejlende,
blussende, Smil ind i Smil,
og rigtig lod dem glo,
glimtende af Vrede mod så blank en April,
alle Spejlene —
de Fjols!
for Blusset var jo bare den røde Parasols.
Den dansede og duvede, den dalede og steg;
hvert Blegn og hvert Blus var dens Leg.
Den dansed henad Fliserne, som den, der i Dansen
overmodigt smiler ad de kluntede, der snubler.
Den kuplede sig himmelsk og kappedes med Glansen
af Russerkirkens himmelgyldne Kupler.
De regered hele Staden,
Studenten og den røde Parasol.
Den hopped som en Lygtemand gennem Esplanaden
og gik stolt på Langelinie som en født Komtesse Toll.
Den gyngede i Tivoli hos Lygter og Musik
mangen sommerlig Kvæld;
og sikke de Kumpaner der kom efter, hvor den gik!
Og en Formiddag erobred den det grå Citadel;
Soldater, Officerer og kanonbesat Vold
strakte Våben for den røde Parasol;
og Etats- og Konferensråder rejste sig fra Bænkene,
rødmende i Skæret fra den røde Parasol;
og de elskende Par og de ensomme tænkende
vågned til Bevidsthed, gennemsigtige som Glas,
uforklarligt utilpas,
og gav hasteligen Plads
for Studenten og den røde Parasol.
Hvem kunde stå for den røde Parasol?
Mod Hoben var den Våben, for Studenten var den Skjold.
Skjold for hans Hjerte og Vinge for hans Sind.
Tanker og Indfald vifted ud og ind,
som Vinden vifter Silketyll og Moll,
og han blæste ad Pengenød og Elskov og Examen —
alt som en Følge kun af Damen
med den røde Parasol —
fordi den var så luftig og alligevel så rød,
at den gav, hvad den betød,
en Glemsel, der var Glæde, et Lys uden Glød
Men en Dag gik der Ild i den røde Parasol!
På et Bredgade-Hjørne, undervejs til Esplanaden,
fløj den tværs over Gaden,
fortryllet af en Trold.
Som en løsreven Flamme
steg den knitrende tilvejrs med en ung Officer,
og en søsterlig Veninde var forsvundet med det samme,
rødmende, ildrød, let som en Fjer.
Og så er der ikke mer
om den røde Parasol.
Studenten, der blev ked af at vente,
gik videre alene, uden Vinger, uden Skjold.
Og enhver kan forstå, hvad der så hændte:
Han sprang ud, som Olaf Trygvesøn ved Svolder,
i et Hav af Parasoller,
blå og stribede, og skyggende og klare,
der dulgte hver sin dødelige Fare.
Det er vanskeligt at skelne mellem Eventyr og sandt,
men sikkert er dette: Studenten forsvandt . . .
Kun Alléen med de grånede Plataner
og hist og her en Bænk på en Rest af en Vold
synes undertiden, at de aner
gennem Podagra og Hoste og Hold
fjerne Glimt som af en rød Parasol.
Og de drømmer om en Ild, som ikke brænder,
om en Kendsgerning, Få kun erkender,
hvor frisk det er, og sødt, at være Venner.
Men ak, de er gamle. Deres Kølighed er kold.
Og forlængst endte Digtet om den røde Parasol.