Var det i Holland ved en Havstrøm eller i Frankrig ved en Flod?
eller hørte jeg det hulke i den gyngende Lagune?
jeg vover ikkun halvvejs at vide, hvor jeg stod,
da Drømmen drev sin Rune i mit Sind og i mit Blod
med Blomsterduft og Solbrand ved en Havstrøm eller en Flod.
Bag Hegnet lå en Have. Alt stængtes af det Hegn,
kun ikke Sol og Søbris og de blide vilde Vinde.
En vild ung Mark var Haven, kun rørt af Dugg og Regn.
Og ingen var derinde. Kun Livet. Svulm og Segn.
Græs, Løv og Blomster blæste som Håret af en Kvinde.
Og Lys og Skygge skiftede henover Høj og Dal,
som Blodet går og kommer i en ung Piges Kinder.
Hos Blomsterne gik Brisen, solsød og bølgesval,
fra Gyvel til Kærminder henover Høj og Dal,
og Lys og Skygge skiftede, som alle Ting forsvinder.
Var der et Brus af hvide Skørter og Fødders Dans forbi?
Nej. Blæst kun gennem Blomster. Imellem grønne Høje
lå Kildevældet klart med Sky og Himmel i —
en stor ung Længsels Øje, halvt bundet, halvt fri.
Det lokked lyst og lokked mørkt, og alt, alt var deri.
Græs, Løv og Blomster blæste som en Piges lyse Hår,
og Sol og Skygge skiftede lig klare Kinders Rødme,
og dybt i Vældet lysned og mørkned, halvt i Vår
og halvt i Sommersødme, det Liv, som ingen nåer,
men som Viismanden elsker, og Elskeren forstår.
Var det i Holland ved en Havstrøm, eller i Frankrig ved en Flod?
Mit blege gamle Hjerte blev ungt og kunde bløde.
Jeg vover ej at mindes og vide, hvor jeg stod.
Mit Liv gik mig imøde. Det var Livet, jeg forlod.
Men Haven blomstrer hellig, og kun mit Hjerte døde.