Den lille Enke fra Overdrevet
var kønnere før, end hun nu er blevet,
nu, da hun har hostet og hevet
i det, snart vel en halv Snes År.
Næsen er temmelig tip, tip, tip;
dog har hun stadig sit sorte Hår,
og ser man ret på de røde Kinder
og Øjnene, der som Brombær skinner,
begriber man nok, at hun har Minder
om mangt et hemmeligt Nip, Nip, Nip.
Ja, Enken har sine Angstens Timer,
da snart hun sveder og snart hun svimer,
især når Kirkeklokkerne kimer
Lørdag Aften, sødt og sent.
Da må hun mindes, at „Slip, slip, slip!”
tit blev forstået, som det var ment.
Og selv om hun mener det nu, med Fanden,
er han så klog vel som en anden . . .
Da sætter hun sitrende Mælkespanden
og malker den Sorte, strip, strip, strip.
Den malker næsten det bare Fløde,
Husmands-Fløde, den hvide og bløde,
som gør Jordbær dobbelt så søde.
Og Søndag Morgen en Kvart før Ni,
er kæmmet og strøget, trip, trip, trip,
den lille Enke på Kirkesti,
åndelig klædt i Sæk og Aske,
men pænt i Kurven en indsvøbt Flaske
Fløde til Præsten: „Det ku’ dov kaske
hænds, at han smagte et Nip, Nip, Nip”.
Og Præsten præker. Den lille Enke
sidder i de bageste Bænke
og dukker Nakken for Satans Rænke,
hver Gang der lyder et strengt Guds Ord,
med dryppende Næse — tip, tip, tip.
Men siden bydes der Kaffebord
i Præstegården, og Enkens Fløde
gør Præstens Jordbær dobbelt så søde.
Hver Slurk, han synker, tar med til de Døde
et Kip for et Hib for et Nip, Nip, Nip.
Og Enken klynker og gnasker Kager
og trøster sig med, at Fløden smager,
at Ofret øjensynlig behager;
det var det Tegn, som hun trængte til.
Hjemad traver hun, trip, trip, trip:
„Kom an, Hr. Fanden, saa fort du vil!
Hvidt som Fløde er atter blevet
det Blad i Bogen, hvor alt stod skrevet." —
Ak, lille Enke fra Overdrevet,
snart hvisker Minderne: „Slip, slip, slip!"