Det var i et Land ved den brusende Sø,
i en Vår som længst er forbi,
måske du har hørt, at dér leved en Mø,
hvis Navn var Annabel Lee?
Hendes Liv var at elske og elskes af mig,
og nu er det hele forbi.
Jeg var et Barn, og hun var et Barn,
i den Vår, som længst er forbi;
men vi elskede ud over Tid og Rum,
jeg og min Annabel Lee,
og Serafvinger skyggede hende og mig,
det var Eden, vi vandrede i.
Og derfor steg af den brusende Sø
i den Vår, som længst er forbi,
en Uvejrs-Sky, som isned
min dejlige Annabel Lee,
og hendes højbyrdige Lrænder bar
den Kiste, hun hviledes i,
langt bort fra mig til en stensat Grav,
og så var den Vår forbi.
Thi Englene havde med Avind set
os vandre så ene og fri.
Ja! derfor var det (som alle forstod
i den Vår, der nu længst er forbi)
at den Uvejrssky kom fra den brusende Sø
og isned og visned min Annabel Lee.
Langt stærkere lyste dog Elskov i os
end i dem, der var ældre end vi
— og i mange mer kloge end vi;
end byder den Engle og Djævle Trods
og går dem uskadt forbi.
Intet tilintetgør din og min Fryd,
du min dejlige Annabel Lee.
Af hver måneklar Strøm stiger let som en Drøm
min dejlige Annabel Lee;
fra hver Stjerne i Sky smiler til mig påny
min dejlige Annabel Lee;
hun kan slet ikke dø, vi er to under Ø,
i den stensatte Grav ved den tordnende Sø.
Vi er ene dér, vi er fri:
Den Vår bliver aldrig forbi.