Jeg såe dig een Gang — kun den ene Gang —
År er det siden, År — og dog ej mange.
Det var en Juli Midnat; og fra Månen,
der fuldt lys-mægtig steg, som din Sjæl stiger,
sin stejle Luftsti gennem Himmelrummet,
faldt der et sølvhvidt Silkeslør af Lys
med lun og liflig Ro, med salig Søvntrang,
ned over tusend opadvendte Åsyn,
Rosers Åsyn, i en fortryllet Have,
dér Blæsten turde gå kun på sin Tåspids.
Faldt på de Rosers opadvendte Åsyn,
så de gød ud, for dette Lys af Elskov,
hver sin Sjæls Duft i en ekstatisk Død:
Faldt på de Rosers opadvendte Åsyn,
som lo og døde i den Park, fortryllet
af dig, og af din Nærhed, som er Trolddom.
Klædt helt i Hvidt, mod en violblå Brink,
såe jeg, du læned dig; og Månens Lys
faldt på de Rosers opadvendte Åsyn
og på dit eget, opadvendt — og sorgfuldt!
Var det ej Skæbnen, som hin Juli Midnat —
var det ej Skæbnen (ofte kaldet Sorgfuld),
saa bød mig standse ved den Haves Port
og suge Duften af de sovende Roser?
Ikke et Fodtrin: Hele Verden sov,
kun ikke du og jeg — Almægtige Gud,
hvor slår mit Hjerte ved de to Ords Favntag! —
kun ikke du og jeg. Dèr stod jeg, såe jeg,
et kort Sekund kun, så var alt forsvundet.
(Du mindes vel, den Have var fortryllet!)
Det perlehvide Månelys gik ud:
Mosbrinker, smalle Stier ud og ind,
lyst Blomsterløv og melankolske Trær,
alt såes ej mer: Selv Duften af de Roser
døde i Brisens altfor ømme Favntag.
Tilbage blev kun du — ja, end ej du:
Kun Øjnenes guddommelige Lys,
kun Sjælen i de Øjne, som du løfted:
Jeg såe kun dem —de rummed alt for mig:
Jeg såe kun dem, de Øjne, dem alene,
såe dem i Timevis, til Månen sank.
Hvor vilde Hjerte-Sagn stod dèr ej skrevne
på disse krystallinske klare Kloder;
hvor mørk en Kval; og dog, hvor højt et Håb;
hvor stumt og højtidsfuldt et Hav af Stolthed;
hvor kækt et Kampmod; og så dog, hvor dyb,
hvor bundløs dyb en Elskovs-Trang og Kraft!
Men nu, nu segned endelig Diana,
skjult i en Tordensky ved Himlens Rand;
og du gled som et Genfærd ind i Løvets
Gravhvælving. Ikkun dine Øjne blev:
De vilde ikke gå —end gik de aldrig;
lyste min Længsel ensom hjem den Nat,
forlod mig ej (som Håbet gjorde) siden;
de følger mig, de fører mig fremdeles;
de tjener mig, skønt jeg er deres Træl;
de vil kun Eet, oplyse og opflamme —
jeg vil kun Eet, af deres Lysvæld frelses,
ved deres Stråler styrke mig elektrisk,
ved deres Stråler indvi mig elysisk;
de fylder mig med Skønhed (som er Håb),
to høje Stjerner, som jeg knæler for
i ensomt vågne Nætters mørke Ve;
men selv når Jorden ser sin Sol i Zenith,
ser dog mit Hjerte dem, hvor sødt de funkler,
en Dobbel-Venus, synlig selv ved Dag.